Jeg har en rigtig sød facebook-veninde, der elsker pandekager med nougatis og jordbærsyltetøj. Det bliver jeg altså nødt til at afprøve, så det er fredagshygge-guf i dag. Og jeg må bøje mig i støvet og give Kirsten ret. Det smager vidunderligt, og jeg er så stolt 🙂 Så til Kirsten og alle I andre: Ikke mere købe-nougatis! 😉
Jeg lavede jordbærsyltetøj i aftes, pandekagerne er bagt, så det hele er klart til i aften. Pandekagerne skal bare lunes en smule i ovnen inden servering.
Som altid er der jo en, der skal spise foto-portionen, og eftersom der ikke er andre hjemme end mig, bliver jeg jo nødt til det 😉
Jeg fryser isen ned på ismaskine. Hvis du ikke har sådan en, kan du sagtens lave isen alligevel. Det er der vejledning til nederst i indlægget.
Ingredienser – ca. 1 liter nougatis
nøddekrokant
100 g. mandler
100 g. sukker
ismasse
350 g. piskefløde
250 g. kondenseret mælk – jeg køber det i Rema eller Føtex
korn af 1 polynesisk vaniljestang
Først laves nøddekrokant:
Mandlerne kommes i en gryde med vand, så det dækker og gives et kort opkog på 5-10 sek.
Hældes i en dyb tallerken eller lille fad sammen med vandet, og køler så meget ned, så man kan have fingrene i det.
Mandlerne smuttes, kommes på bageplade og tørres i en 200 grader varm ovn i ca. 10 minutter.
Hakkes groft i foodprocessor. De behøver ikke køle af først.
Kom sukkeret på en pande og varm op ved ikke for høj varme. Sukkeret skal smelte og blive brunt – ikke for mørkt. Jeg har taget billedet af den smeltede sukker lige 5 sekunder før jeg kom mandlerne på.
Kom mandlerne på panden og rør rundt et øjeblik.
Hæld massen ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt af.
Hakkes med en kniv. Hvis man ønsker en mere findelt krokant, kan det få en tur i foodprocessoren. Jeg kan godt lide, at det ikke er for findelt.
Ismassen:
Vaniljekornene skilles ad med en smule sukker.
Fløde, kondenseret mælk og vaniljekorn blandes.
Kommes i ismaskinen.
Når massen er halvfrossen kommes nøddekrokanten i.
Isen fryser færdig på maskinen.
Kommes i en beholder og sættes på frost et par timer.
Vejledning uden brug af ismaskine
Nøddekrokant laves som ovenfor beskrevet.
Fløden piskes til flødeskum med vaniljekornene.
Kondenseret mælk vendes i flødeskummet.
Nøddekrokanten vendes i.
Hældes i en form og sættes i fryseren.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.