Lækre bløde boller med Hokkaido græskar, appelsinskal og varme krydderier. I eftermiddag har vi spist dem med brieost og jordbærsyltetøj. Smagte så skønt 🙂
Jeg har lavet store boller, der står tæt. Jeg synes, det er lækkert med boller, der er “bløde” hele vejen rundt 🙂
Ingredienser – 16 store boller
5 dl. lunt vand
50 g. gær
50 g. blødt smør
2 spsk. rørsukker
2 tsk. salt
2 tsk. kanel
1 tsk. stødt ingefær
1 dl. græskarkerner
2 dl. grovvalsede havregryn – kan erstattes med speltflager eller alm. havregryn
revet skal af ½ appelsin – helst en økologisk
250 g. Hokkaido græskar – renset og revet vægt
900 g. hvedemel
1 æg til pensling + lidt græskarkerner til drys.
Græskarret flækkes og skrælles. Kernerne pilles ud og græskarret rives fint.
Alle ingredienser til dejen kommes i røremaskinen. Vand og gær først.
Æltes godt og længe til en blød og elastisk dej – omkring 15 minutter. Det er en klistret dej.
Hæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Dejen deles i 16 boller. Vej klumpen af og del med 16, hvis du også vejer dine boller af. Mine vejer 115 gram stykket 😉
Sættes på bageplade og efterhæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Pensles med sammenpisket æg og drysses med græskarkerner.
Bages i en 210 grader varm ovn i 15-20 minutter. I min ovn skal de have 18 minutter.
Køler af på en rist.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.