Jeg har aldrig smagt dem før, men de skulle angiveligt være populære på markeder rundt om i landet. De så sjove ud, så dem blev jeg nødt til at prøve og lave 🙂 Det er dybstegt vandbakkelsesdej. Dejen kommes i sprøjtepose og koges i palmin – eller hvad man foretrækker at dybstege i.
I dele af verden spiser man dem til morgenmad dyppet i kakao – ikke så ringe en morgenmad 😉
Her spiser man dem drysset med flormelis eller kanelsukker og gerne med smeltet mørk chokolade eller chokoladesovs til dyp. Dem jeg har lavet i dag ryger på frost. Familien samles på søndag til adventshygge, og her skal vi have dem. Jeg regner med at tø dem op i poserne på bordet, og så kommer de i en 180 grader varm ovn i nogle minutter.
Jeg ved ikke helt, hvor mange personer der er til i portionen, men der blev ca. 40 styk i den størrelse, jeg lavede dem – 10-15 cm. lange.
Hvis man ønsker billeder til fremgangsmåden på vandbakkesesdej, så se indlægget om vandbakkelser med hindbærskum. Det er den samme opskrift, men jeg har listet lidt god vaniljesukker denne her.
Det er altså nogle lækre små basser 🙂
Ingredienser – ca. 40 styk
125 g. smør
2½ dl. vand
125 g. hvedemel
1/4 tsk. salt
1 tsk. god vaniljesukker
4 æg
Vand og smør kommes i en gryde og bringes i kog.
Når det koger og smørret er smeltet kommes al melet i på én gang.
Rør godt til dejen slipper gryden.
Kom dejen i en skål og rør salt og vaniljesukker i.
Lad den køle ned til lunken.
Æggene piskes let sammen, og tilsættes dejen lidt ad gangen under piskning. Absolut nemmest med elpisker.
Kom dejen i en sprøjtepose med en stor åben stjernetyl.
Palminen varmes op til ca. 175 grader.
Tryk dejen ud i den varme palmin i lange strimler. Kom ikke for mange i ad gangen.
Koger ca. 3 minutter, vendes og koger ca. 3 minutter på den anden side.
Drypper af på køkkenrulle.
Serveres lune.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.