I sidste uge var det efterårsferie, og vi var i sommerhus. Jeg havde sat mig for at bage chokoladekage. En svampet, blød og lækker sag, der ikke bliver tør – heller ikke dagen efter. Jeg tror, at jeg fik bagt 5 gange, før jeg var helt tilfreds. Og tilfreds med resultatet er jeg absolut! Det er en chokoladekage med intens og lækker smag af chokolade. Jeg har taget to opskrifter fra mine forsøg med, og der er ikke så voldsom stor forskel på dem – mest på intensiteten af chokoladesmag.
Den første opskrift er på en chokoladekage med intens og lækker chokoladesmag. Den næste er på en mere mild chokoladekage, som man kan give sin lille tut med i børnehave eller skole, og sagtens nyde at spise selv også. Kagerne egner sig fint til at blive bagt som lagkagebunde, og lagt sammen med lækkert fyld. Portionen vil så være til to bunde bagt i forme på 26 cm, og her ville jeg undlade den grofthakkede chokolade i dejen.
Brug en god kakao i kagen, og hvis du kommer chokolade i, så find en god af slagsen. Det betaler sig, for det smager vidunderligt.
Jeg har kommet kanelglasur på kagen. Der er lidt kaffe i, og det kan man erstatte med mælk, hvis den skal være mere børnevenlig – eller man bare ikke kan lide kaffe 😉
Ingredienser – kage med intens chokoladesmag
250 g. rørsukker
3 æg
125 g. hvedemel
50 g. god kakao
2 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
150 g. yoghurt naturel – Cultura’s er god og mild
200 g. smør
evt. 100 g. grofthakket god mørk chokolade – jeg har ikke kommet det i kagen i dag.
Kanelglasur
50 g. smør
200 g. flormelis
1 spsk. kakao
2 tsk. kanel
2-3 spsk. kaffe eller mælk
Kagen:
Start med at smelte smørret, så det ikke er for varmt, når det skal røres i kagen.
Æg og sukker piskes hvidt og skummende – omkring 10 minutter sætter man af til det.
Mel, kakao, vaniljesukker og bagepulver blandes og sigtes i dejen. Vendes i sammen med yoghurt.
Den smeltede smør vendes i til sidst.
Hvis der kommes chokolade i, vendes det i nu.
Kommes i en form på 22 x 30 cm. foret med bagepapir.
Bages ved 200 grader i 20-25 minutter. I min ovn er det 22 minutter.
Køler af nogle minutter i formen. Tages ud af formen og køler ned på rist.
Glasuren:
Smørret smeltes.
Alle ingredienser røres sammen i en skål.
Glasuren smøres ud over den kolde kage.
Ingredienser – kage med mild chokoladesmag
250 g. rørsukker
3 æg
150 g. hvedemel
30 g. god kakao
2 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
150 g. yoghurt naturel
200 g. smør
evt. 100 g. grofthakket chokolade – mælkechokolade eller nougat
Fremgangsmåde som ovenfor.
Louise skriver
Hej 🙂
Hvis nu man udelader kakaoen, ka man så bruge dejen til lys lagkage bund? 🙂
Eller har du eb god opskrift?
Spisestuen skriver
Jeg har ikke prøvet det, men umiddelbart ville jeg sige ja. Så skal du bare erstatte kakaoen med hvedemel. Det ville være ret godt, tror jeg 🙂
Ellers er der en opskrift på lyse bunde i indlægget om othellolagkage, og de er super lækre 🙂
http://spisestuen.dk/2014/04/othellolagkage/
Mette skriver
Hvilken er bedst – denne eller den ultimative?
Spisestuen skriver
De er lidt forskellige i konsistens og smag og denne er noget mindre end den ultimative. Jeg tror, det er en smagssag, hvad man bedst kan lide. Personligt kan jeg bedst lide den ultimative. Dyb og intens chokoladesmag har den, hvor denne er lidt mildere 🙂
Julie skriver
Kan man godt bruge olie i steden for smeltet smør ?