Jeg bager normalt rugbrød med surdej. En gang om ugen, og det trives surdejen rigtig godt med, og jeg synes brødet smager skønt. Vi har så en i familien, der bedst kan lide rugbrød uden surdej, så jeg har prøvet at lege lidt med en opskrift på sådan et brød.
Jeg er gået ud fra en opskrift, som de unge mennesker bager efter. Der skulle 1 liter kærnemælk i, der varmes til lunt, og det lugter angiveligt ikke godt… Der skulle så også 2 pakker gær i, og ingen hævetid… Jeg har fået bikset en opskrift sammen med yoghurt og vand. En lille gærmængde, og så får dejen lov til at hæve ca. 10 timer i første hævning. Kommes i forme og hæver 1½ time mere. Det er fint at røre sammen om aftenen og så komme i forme og bage om formiddagen. Man kan også røre sammen tidligt om morgenen og så nå at bage det om aftenen. Jeg har ændret lidt på melmængder, og kommet lidt flere kerner i. Speltmelet kan udskiftes med grahamsmel. Jeg synes, det giver en skøn smag til brødet, og det er jo stadig fuldkornsmel 😉 Mængden er afpasset til 2 brød, der ikke måtte blive for store – bedst med lidt små skiver 😉
Det er blevet et super lækkert brød med en god krumme og smag 🙂
Her er der tilsat 1 spsk. brændt mørkt maltmel til dejen. Giver en flot farve og super god smag. Jeg har i øvrigt også skiftet nogle af solsikkekernerne ud med græskarkerner, og det smager også rigtig godt.
Ingredienser – 2 brød
5 g. gær
½ l. yoghurt naturel – Cultura er fantastisk og kommer i et ½ l. bæger
7 dl. vand
1 spsk. salt
3 spsk. sirup
300 g. solsikkekerner
100 g. rugkerner – knækkede eller skårne
50 g. hørfrø
600 g. rugmel
300 g. fuldkornsspeltmel
evt. 1 spsk. brændt mørkt maltmel – giver farve og smag
Alle ingredienser kommes i røremaskinen.
Røres godt sammen.
Hæver lunt og tildækket i ca. 10 timer.
Fordeles i 2 rugbrødsforme.
Hæver i 1½ time. Enten tildækket på køkkenbordet – eller nemmest i ovnen, så skal de ikke dækkes til. De sættes bare ind og ovnlågen lukkes.
Sættes i en kold ovn. Ovnen tændes på 180 grader og brødene bager i 1½ time.
De varme brød pakkes ind i hårdt opvredne viskestykker.
Køler af på rist.
Brødene kan skæres med det samme, når de er kølede af.
Ulla Arenshøj skriver
Fed hjemmeside du har ?. Hvorfor pakker du rugbrødene ind i våde viskestykker?
Spisestuen skriver
Mange tak Ulla 🙂
Når man pakker dem ind, bliver skorpen ikke så hård.
Hilsen Lene
Caroline skriver
Hvilken røremaskine har du? Vi har lige fået en kenwood, og der står at maks. mængde må være 2400 g, så her ser den ud til at ryge lidt over. Tror du man skal prøve eller har du en anden ide? 🙂
Spisestuen skriver
Jeg har en Kenwood KM020, og den kan lave dobbelt op på mængden her i opskriften 🙂
Hvis det var mig, ville jeg prøve. Det skal jo røres ved lav hastighed, så jeg tror ikke, der sker noget.
Hilsen Lene
Den nysgerrig skriver
hvorfor er det ene rugbrød til høje mørkere end det andet?
Spisestuen skriver
Hvis det er på de øverste billeder, du mener, er der – som skrevet – tilsat maltmel til dejen 😉
Hvis det er længere nede, er det bare lyset, der driller 🙂
Anita skriver
hvor i ovnen skal rugbrød bages?
Er det på varmluft?
Spisestuen skriver
Det skal bages på nederste rille, og det er ved almindelig ovn.
Jeg bruger aldrig varmluft til brød og kager.
Hilsen Lene
Flemming Nielsen skriver
Hej – hvad kan man bruge i stedet for fuldkornsspeltmel?
Mvh. Flemmin.