De her pølsehorn kunne jeg ikke stå for. Opskriften er min egen, men idéen har jeg fået hos Tvillingernesmor 🙂
I dag har jeg lavet dem til mine søde børnebørn 🙂
Sukkerøjnene har jeg købt hos bagetid.dk, og dem havde jeg egentlig helt andre planer med, men så lå de jo i skabet – lige klar til at blive brugt til hyggeligt halloween-bagværk, der ikke skræmmer livet af små pus 🙂
Der er begrænset sukkermængde i dejen, og der er godt med fuldkornsmel i. De er blevet bløde og lækre 🙂
Så er de klar til at komme hjem til den lille familie, og mon ikke der skal et enkelt eller to med Sophia i børnehave i morgen 😉
Ingredienser dej til 20 styk
2½ dl. vand
25 g. gær
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
1 æg
50 g. blødt smør
200 g. fuldkornsspeltmel
300 g. hvedemel
Endvidere bruges:
10 pølser
1 sammenpisket æg til pensling
sukkerøjne
lidt flormelis til glasur – lim til øjnene
Til dejen kommes alle ingredienser i røremaskinen. Vand og gær først.
Æltes godt og længe til en blød og lækker dej.
Hæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Pølserne deles i to stykker. Jeg har lavet mumie-pølsehorns-børn og -voksne, så de er ikke delt i midten, men i store og mindre stykker. De små er ca. 1 tredjedel af pølsen.
Dejen deles i 20 stykker, og lidt mere dej til de store mumie pølsehorn. Jeg har vejet af, så de store vejer 50 gram, og de små vejer 30 gram. Det passer med portionen af dej.
Hvis man deler pølserne i to lige store dele, deles dejen i 20 stykker a 40 gram.
Dejklumperne rulles ud til lange tynde pølser.
Jeg synes, det er nemmest at give dem en tur med kagerullen først, så de bliver lange, og så trille dem.
Rul hver strimmel om en pølse og lad det “gabe” lidt i den ene ende, hvor øjnene skal sidde.
Efterhæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Pensles med sammenpisket æg.
Bages ved 200 grader i 12-15 minutter.
Køler ned på rist.
Når de er helt kolde røres lidt glasur af flormelis og vand.
Kom en lille tut glasur på til at sætte øjnene fast med.
Maja Marding skriver
Tror du øjnene kan tåle at komme i ovnen hvis man skal lune pølsehornene?
Spisestuen skriver
Jeg har ikke prøvet det, men det tror jeg faktisk godt, at de kan.
Hilsen Lene