Lige om lidt er det november, og jeg synes stadig min have er smuk. I indlægget om sommerhaven fik jeg præsenteret dig for et væld af smukke blomster.
Senere på sommeren kommer der også en del smukke blomster i haven, og her i skrivende stund er der stadig flere forskellige at nyde.
En ny beboer i haven er solhat. Jeg har plantet dem mellem løjtnantshjerterne, som jo visner lidt ned efter blomstring. Jeg synes, det er en helt fantastisk blomst, og den står så smukt ved siden af hvide høstanemoner. Den har blomstret siden august, og har stadig både blomster og knopper.
Og så helt tæt på med makrolinsen. Bare fordi det er sjovt 🙂
Skabioserne har stadig blomster – og knopper – og er en absolut yndlings. De har blomstret siden starten af juni, og jeg elsker dem med deres fine løv og smukke blomster på lange stilke. De var med i indlægget om sommerhaven, men kommer også med her 🙂 Det er en helt fantastisk blomst med så lang blomstringstid.
Foran huset har jeg et stort stenbed, der er plantet til med torskemund. De har blomstret siden foråret, og sådan her så bedet ud for et par uger siden – og er stadig fyldt med blomster.
Langs gavlen er et bed med forskellige slags hosta. Her er min absolutte yndlings, som blomstrer sent. Den har stået i knop/blomst siden august, og er først nu færdig med at blomstre. Bladene er stadig lige smukke. Den hedder Guacamole 🙂
Foran huset fik jeg samlet de lyserøde høstanemoner. De er smukke, og jeg er vild med dem, men man skal have dem på et sted, hvor man gerne vil beholde dem, for de breder sig både med frø og rodskud, og de breder sig meget. Her står de helt perfekt i et bed for sig selv. De blomstrer fra slut juli og ind i august/september.
I baghaven har jeg hvide høstanemoner – Honorine Jobert – så smukke og fine. De blomstrer fra september, og står stadig med både blomster og knopper.
Og en knop 🙂
I bedet har jeg også fået plads til lidt Floks. De er lidt på prøve, for jeg er ikke vildt begejstret for dem, men jeg ser lige, hvad jeg synes om dem til næste år. Måske jeg bliver glad for dem.
Jeg har fundet en sød lav Skt. Hans urt. Den har blomstret nogle uger, og lyser så fint op med sine lyserøde blomster.
Roserne er så småt ved at være færdige. Der er ikke så mange blade tilbage, men der er stadig enkelte blomster. For ikke mange uger siden tog jeg dette billede. Så smuk en udsigt har jeg fra mit køkkenvindue. Ellers er der mere om roserne i indlægget om sommerhaven.
Det har været en skøn sommer, og haven har været så smuk. Jeg har brugt al den tid, der har været muligt i haven, når vejret har været til det, og der har været skønt vejr rigtig mange dage.
Der er drukket kaffe, smoothies, snakket og læst bøger på terrassen. Jeg elsker at være i min have, og glæder mig allerede helt vildt til forår igen.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.