Jeg har ikke mange suppe-opskrifter på bloggen. Der er kun en enkelt i forvejen 😉 Det skal jeg så have lavet noget om på her i vinterperioden, og vi startede med gullaschsuppe i dag.
Jeg kan rigtig godt lide smagen i supperne, men jeg har det svært med konsistensen… Kød og grøntsager i vand… Lidt som at spise tynd sovs med en ske… hmm… Jeg har besluttet mig for, at det skal der laves om på, for suppe er hyggeligt. Det står tit og koger i mange timer, passer sig selv og dufter skønt i huset, og så er det en rigtig god måde at få brugt resterne i grøntsags skuffen på.
Jeg har lavet suppen med masser af fyld. Det er vel nærmest blevet fyld med suppe 😀 Hvis man gerne vil have en mere tynd suppe, kommer man bare ½ liter vand mere i.
Der var poppede vilde ris til drys og flutes til.
Ingredienser – 6-8 personer
750 g. skært kød skåret i tern – jeg har brugt en roastbeef
2 store løg
3 fed hvidløg
1 kg. kartofler
300 g. gulerødder
2 røde peberfrugter
3 spsk. tomatpure
2 ds. hakkede flåede tomater
½ l. vand
4 spsk. bouillon “Touch of taste” kalvefond
2 tsk. røget paprika
2 spsk. paprika – mildt
1 spsk. tørrede chiliflager
salt og peber
150 g. hvidløgsflødeost
Grøntsagerne skæres i mindre stykker.
Kødet brunes i en stor gryde.
Løg og hvidløg brunes med nogle minutter.
Krydderier tilsættes og brunes med et øjeblik.
Flåede tomater, tomatpure, vand og bouillon kommes ved. Suppen simrer under låg i 1 time.
Kartofler og gulerødder tilsættes. Suppen simrer videre under låg 1 time.
Peberfrugt tilsættes og koger med i 15 minutter.
Hvidløgsflødeosten kommes i, og suppen koges igennem.
Smag suppen til med salt, peber og krydderier.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.