Jeg har taget udgangspunkt i min opskrift på fløderand. Der er lidt mindre husblas i, og jeg har udeladt vaniljen. Der en god mørk chokolade i. Jeg har brugt Valrhona Manjari 64%.
Med en tut flødeskum på toppen, og et gavmildt dryp rabarber/vaniljesirup, er det en lækker dessert. Lige om lidt spises et par stykker af dem til venindehygge – og jo, man kan sagtens spise chokoladefromage til en kop kaffe om formiddagen 😉
Og lige et lille piv… Dem er der ikke for mange af, for sådan er mit liv ikke, men mit elskede kamera er til reparation, og den sidste uges tid har der ikke været optimale billeder på bloggen, og det er jeg ked af, og specielt når jeg laver noget som i dag, savner jeg det, men jeg får det forhåbentlig snart tilbage <3 og jeg glæder mig – mere end et lille barn til juleaften 😉
Ingredienser – 4-5 personer
3 blade husblas
2½ dl. mælk
50 g. sukker
75 g. grofthakket god mørk chokolade
2½ dl. piskefløde
1½ dl. piskefløde til pynt
rabarber/vaniljesirup til at dryppe over
Husblas lægges i blød i koldt vand i 15 min.
Mælk og sukker varmes op til lige knap kogepunkt. Sukkeret skal smelte.
Tag gryden fra varmen.
Knug husblassen fri for vand og kom den op i den varme mælkeblanding. Rør rundt til husblassen er opløst.
Hæld over chokoladen, og rør til chokoladen er opløst.
Blandingen køler ned. Den skal begynde at tykne, og det går hurtigst hvis man sætter den i køleskabet. Rør i den jævnligt.
Fløden piskes til blødt skum og vendes i chokoladeblandingen, når den begynder at tykne.
Fordel fromagen i små glas. Det er nemt med en sprøjtepose.
Sæt fromagerne på køl og lad dem sætte sig nogle timer, eller lav dem dagen før.
Ved servering kommes en tut flødeskum på hver (nemt med sprøjtepose) og en god skefuld rabarber/vaniljesirup.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.