PASTA af Antonio Carluccio er udkommet hos NYT NORDISK FORLAG ARNOLD BUSCK for et par dage siden. Hvis man er vild med pasta, er det bogen, man bare må eje. Carluccio, den ukronede Godfather af det italienske køkken, har begået en fantastisk bog om pasta.
Her får man alt at vide om pasta. Man præsenteres for de forskellige typer pasta, og får gode råd om hvilken type pasta, der passer bedst til hvilken sovs. Her er trin for trin vejledning til fremstilling af pasta. Her er klassiske retter og nye og spændende opskrifter.
Der er pasta til enhver lejlighed. Opskriftsdelen er inddelt i:
pasta i supper – pasta med sauce – frisk og fyldt pasta – ovnretter med pasta – pastasalater og resteretter – desserter med pasta
Det er en fantastisk bog, der emmer af Antonio Carluccios store kærlighed til mad og specielt glæden og begejstringen for pasta, som han har tilegnet sig gennem et langt liv. Her er masser af atmosfære og italiensk stemning. Det er bare en skøn bog at sidde med.
Jeg laver sjældent pasta, men jeg har en pastamaskine, for jeg synes, at hjemmelavet pasta smager rigtig godt. Pastamaskinen blev så fundet frem og støvet af en aften i sidste uge, da jeg havde hyggeaften med Teen, og en god pastaret er bare hyggelig. Jeg valgte en helt enkel tomatsovs fra bogen til vores hjemmelavede pasta af durummel og æg. Tomatsovsen består af lidt hvidløg stegt i en gavmild mængde olivenolie i et par minutter, og så kommes der masser af frisk tomat i små stykker i. Sovsen koger nogle minutter og serveres sammen med pastaen. Jeg har toppet med frisk basilikum og revet parmesan. Det er hygge og kærlighed i en skål, og absolut min foretrukne måde at få pasta på. Helt enkelt og meget velsmagende.
Det er hyggeligt, sjovt og nemt at lave sin egen pasta. Det fylder pludselig hele køkkenet, og der er durummel alle steder – specielt på gulvet 😉
PASTA står nu på reolen med mine andre mad-bøger, og den kommer helt sikkert ned fra hylden, næste gang vi får lyst til hjemmelavet pasta, for her er så meget god inspiration.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.