På indkøbsturen i fredags fik jeg frisk grønkål med hjem, og det er så lækkert. I dag er det kommet i en tærte.
Jeg laver helst madtærter med en bund af en grov brøddej. Det har jeg også gjort i dag, og så har jeg fyldt min tærte med grønkål, hasselnødder, æg og hytteost. Krydret med chili og hvidløg er det blevet en noget lækker sag 🙂
Jeg har serveret røget laks til, men den ville også være lækker med en god skinke til. Server den som aftensmad med en salat til, til frokost eller som forret.
Ingredienser til en tærteform på 27 cm.
Dej:
1 dl. lunt vand
10 g. gær
1/4 tsk. salt
2 spsk. olivenolie
75 g. fuldkornsspeltmel
100 g. hvedemel
Fyld:
1 fed hvidløg
1 mellemstor rød chili
75 g. hasselnødder
4 æg
200 g. hytteost
1 pose frisk grønkål – ca. 400 gram
salt og friskkværnet peber
Start med dejen.
Alle ingredienser kommes i en skål.
Æltes til en smidig dej.
Hæver lunt og tildækket i 30 minutter.
I mens dejen hæver laves fyldet.
Grønkålen ribbes (grove stilke pilles af).
Kommes i kogende vand og koger 2-3 minutter.
Hældes i et dørslag og overhældes med koldt vand.
Dryppes rigtig godt af.
Kom grønkålen i foodprocessoren og kør til det er findelt.
Kom den hakkede grønkål i en skål.
Kom æg, hytteost, hvidløg og chili (befriet for kerner) i foodprocessoren og kør til en ensartet masse.
Kom æggemassen op i skålen til grønkålen.
Hak nødderne groft og kom dem i skålen sammen med peber og salt.
Dejen rulles ud og lægges i tærteformen. Skær overflødig dej af.
Kom fyldet i.
Bages ved 200 grader i 30 minutter (almindelig ovn).
Lad tærten sætte sig nogle minutter inden der skæres af den.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.