Sød chilisovs er super nemt at lave selv, og så smager det altså bare godt!
Man kan regulere på både styrke og sødme. Min chilisovs blev medium stærk og ikke alt for sød. Jeg fjernede kernerne fra chilierne. Dem kan man jo hakke med, hvis man ønsker en stærk chilisovs, eller lave den af stærke chilier. Jeg har købt de helt almindelige lidt store røde medium stærke chilier.
Jeg skar mine chilier med en kniv. En anden gang ryger de nok i foodprocessoren og bliver findelt sammen med vand, for jeg fik noget under en negl, og det sved pænt meget resten af dagen 😉
Jeg har brugt Svansø’s granatæble balsamico eddike, og den er super lækker til, men brug en eddike, du godt kan lide. Det kan sagtens være en æbleeddike, blommeeddike eller en helt almindelig eddike.
Ingredienser
3-4 røde chili – jeg har brugt 3 pænt store
1½ dl. rørsukker
1½ dl. vand
1½ dl. eddike
½ tsk. salt
1 spsk. maizena
Chilierne befries for kerner og hakkes fint.
Kommes i en gryde med sukker, vand, eddike og salt.
Koger i 5 minutter.
Maizena røres ud i en smule koldt vand og hældes i under omrøring. Koger under omrøring et par minutter.
Hældes på rene glas, der lukkes med det samme.
Opbevares på køl.
Holdbarhed vil jeg skyde på er en uges tid på køl. Hvis den skal holde længere skal der atamon i, men det er jeg ikke så begejstret for at bruge, og det tager jo ikke mange øjeblikke at lave en ny portion.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.