Diana Kaiser er klinisk diætist, der i det daglige arbejder med LCHF-principperne i en kostklinik, og her oplever gode resultater med klienter, der taber sig meget. LCHF der står for Low Carb High Fat – altså kost, der er lavt på kulhydrat og rigt på fedt.
Diana forklarer LCHF principperne, og hvordan det påvirker stofskiftet at spise LCHF. Hvorfor det er, at fedt skal erstatte kulhydrat – at der er en god og vigtig grund til, at vi skal spise fedt, udover at det smager godt. Hun beskriver, hvordan man kommer uden om de almindelige opstartsvanskeligheder og afliver en række myter om LCHF.
Der er en kostplan til kvinder og en til mænd. Det er en overordnet kostplan, der siger noget om antal måltider, og hvor meget protein og fedt, der skal være til hvert enkelt måltid. I den kostplan henvises til en “bytteliste”, og den er altså ret genial. Når der i kostplanen eksempelvis står “fedtstof fra byttelisten”, slår man op på listen og vælger den ting på listen, som man har lyst til. Der er også en meget gavnlig liste med forslag til mellemmåltider, hvis man har brug for det.
For at gøre opstarten nemmere, er der lavet en to-ugers kostplan med opskrifter fra bogen. Bogen indeholder 65 opskrifter på lækkert hverdagsmad. Der er opskrifter på morgenmad, frokost, aftensmad og tilbehør – og selvfølgelig listen med mellemmåltider.
Jeg startede med at kigge efter afsnittet med “kage/snacks”, og det findes altså ikke i denne bog. Det er jo logisk nok. Når man vil tabe sig, skal man spise sig mæt i god mad og ikke i kage 😉
Og masser af god mad er der inspiration til i bogen. Det er enkle retter lavet med få ingredienser, og jeg synes det hele er vildt lækkert. Der er flotte billeder til alle opskrifter, og det er altså altid et stort plus, når maden ser lækker og indbydende ud.
Bogen er udgivet som softback. Det er absolut min foretrukne indbindingsform til bøger. Den er så lækker at sidde med.
Det er absolut en bog, jeg kan give mine varmeste anbefalinger. Det er sådan en bog, man bliver glad i låget af at kigge i, og som er værd at investere i både hvis man gerne vil tabe sig, men så absolut også hvis man leder efter inspiration til god mad.
I går bestemte jeg mig så for udelukkende at spise måltider fra bogen, og jeg fik rigtig lækker mad hele dagen.
Jeg startede med vafler med creme fraiche og friske blåbær – og det smager lige så godt, som det ser ud 🙂
Til frokost lavede jeg wrap med skinke, ost og agurk. Lækkert måltid med rigtig god mæthed.
Til aften blev det også en ret fra bogen – det billede slap jeg ikke så godt fra, så det kommer ikke med her – men jeg lavede blomkålskokotterne. Bagt blomkålsmos drysset med parmesan. Det er så lækkert! Jeg lavede en kyllinge-stroganoff til, da jeg ikke lige havde oksekød i fryseren, som det ellers skulle laves af.
Tusind tak for en rigtig fin anmeldelse 🙂 Håber resten af retterne smager dig også 🙂
Hej Diana 🙂
Det var absolut en fornøjelse at anmelde den 🙂 og den vil blive flittigt brugt til inspiration 🙂
Hilsen Lene