Lækre bløde boller med æbler og pistacienødder. Krydret med kanel, kardemomme og ingefær.
Jeg har kommet pistacienødder i mine boller, og dem kan man fint erstatte med pinjekerner, solsikkekerner, mandler, valnødder eller hasselnødder. Helt ærligt kunne jeg overhovedet ikke bestemme mig for hvilke af dem, jeg havde lyst til at komme i, så det er lidt tilfældigt, at det lige blev pistacienødderne i dag. Æblerne er lækre nye Discovery æbler hentet på en frugtplantage her i byen. Jeg har ikke skrællet dem, for det synes jeg ikke er nødvendigt. Hvis man bruger en sort med en kraftigere skræl, er det en god idé at skrælle dem.
Bollerne er lækre bare at spise som de er, eller flæk dem og spis dem med smør på.
Ingredienser – 14 styk
25 g. gær
2½ dl. lunt vand
1 æg
½ tsk. salt
3 spsk. rørsukker – kan erstattes af almindelig sukker
½ tsk. kardemomme
½ tsk. ingefær
1 spsk. kanel
50 g. grofthakkede pistacienødder
ca. 450 g. hvedemel
175 g. æbler i små tern – renset vægt
Sammenpisket æg til pensling
Alle ingredienser, på nær æbler, kommes i skålen til røremaskinen.
Dejen æltes godt til den er blød og smidig.
Æblerne æltes i med hånden til sidst.
Hæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Deles i 14 stykker. Jeg vejer hele dej klumpen af og deler med 14, så vejer alle boller det samme 😉 og her var det vist 75 gram.
Efterhæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Pensles med sammenpisket æg.
Bages ved 210 grader i 15 minutter.
Afkøler på rist.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.