Familiens mindste lille barnebarn blev døbt i søndags. Det var en utrolig smuk og højtidelig ceremoni, der blev holdt i præstens baghave søndag eftermiddag, mens børnene løb og legede i haven – så skønt. Og det er en dejlig præst, der kun blev lidt befippet, da mobiltelefonen i præstekjolen ringede midt i det hele 😉
Lille Linea var sød og stille som altid, og den stolte storesøster fik lov at tørre vandet af lillesøsters hoved.
Det er stort og smukt at se sit barn bære sit eget barn til dåb. Det er rørende og utroligt livsbekræftende.
Bagefter var der mad og fest, og familie og venner var samlet. Det var også skønt at se alle de unge venner, der snakkes så meget om.
Der var buffet med forskelligt kød og tilbehør. Her fik jeg desværre ingen billeder, men lækkert var det.
Dessert/kage var jeg blevet betroet at lave. Jeg havde lavet 4 jordbærtærter. De havde fået hyldeblomstgelé, og det passer så fint til jordbær. Der var også frugtfad og slik.
“Make me smile” står der på Sophias bluse. Den lille pige spreder selv masser af smil og glæde med sit milde væsen og dejlige humør.
Præsten talte blandt andet om at være der for børn. At det er vigtigt, at børn har mange voksne, der tager sig af dem, og vil dem det godt. Det har børnene her. Der er beundrende øjne og hænder til at bære og hjælpe alle steder. Det er børn, der er elsket, og lige præcis sådan skal det være.
Jeg fik den smukkeste buket, som tak for hjælpen. Jeg hjælper gerne min familie, når jeg kan, og det behøver jeg ikke få noget for, men det er nu dejligt med en blomst, og den buket nyder jeg meget her i ferien.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.