Jeg laver tit kage eller andet hyggeligt guf om fredagen. I dag er der for varmt til kage, synes jeg, så jeg har lavet en lækker frisk iste, der indtages i skyggen på terrassen. Her har været virkelig varmt i mange dage snart, og jeg elsker det. Det er skønt med sol og varme og udendørsliv 🙂
Jeg laver iste af Pukka’s urtete. Jeg elsker alle de forskellige smagsvarianter. De er også milde mod tænder og tekrus. Det giver ingen misfarvning, da det jo egentlig ikke er te, men tørrede urter 😉 Man kan bruge den te, man bedst kan lide. Til denne iste har jeg brugt varianten med mynte.
Ingredienser til ca. 1 liter iste
ca. 50 g. grofthakket frisk ingefær
3 breve urtete
saft af 1 lime
saft af 1 citron
75 g. rørsukker
Ingefær og tebreve overhældes med et par dl. kogende vand.
Trækker i 10-15 minutter.
Hæld blandingen gennem en si og kom rørsukker, lime- og citronsaft i. Rør til sukkeret er opløst.
Hældes i en kande, og der fyldes op med vand, til der er ca. 1 liter.
Køler helt ned i køleskab og serveres iskold – gerne med isterninger.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.