Det er et par dage siden, jeg har sendt postkort sidst. Her går det godt 🙂 Det går langsomt – og det er godt.
En indkøbstur i Føtex, et par byggemarkeder og en biograftur om aftenen, så behøver der ikke ske mere på en dag 😉 Det fik vi onsdagen til at gå med. Vi så “22 Jump Street”. Det er super god underholdning. Alt behøver ikke være dybt. Et godt grin er dejligt befriende.
Sidste år holdt vi vist tema-sommerferie. “Hvad skal vi komme i piskefløden i dag”, kunne man kalde det, og det gjorde jeg vist også. Hvis du er nysgerrig på vores ferie sidste år, så se indlægget Sommerferie 2013 og Sommerferie part II. I år er der skruet lidt ned, for med Teen der følger Anne Bech’s madplan i “FIT på 100 dage”, er der ikke stuvede grøntsager og masser af desserter på menuen, men ind i mellem laver jeg noget til os andre. I går aftes fik vi friske jordbær med råcreme til dessert, og det er simpelthen gudespise 🙂
Ellers spiser vi som regel det samme til aften. Til aften har menuen stået på kylling med timian, hvidløg og citron med en lun bønnesalat af grønne bønner, rød peber og rødløg til.
I forgårs fik vi en gryde-komsammen med hakket oksekød, løg, spidskål, broccoli, gulerødder og peberfrugt.
Salat med grønne bønner, agurk, tomat, kylling og æg.
De sidste dage har morgenmaden til de voksne stået på græsk yoghurt med friske bær og et dryp honning. Det er så lækkert, og føles som vild luksus at dynge sin morgenmad til med friske danske hindbær.
Hindbærrene henter vi hos en lokal bonde, og vi henter en del, for de er så lækre – og smukke.
I overfloden af lækre hindbær fik jeg en idé til en hurtig hindbærtærte, der i al beskedenhed er helt fantastisk 🙂 Alle ingredienser til dejen røres sammen med elpisker, bærrene kommes på og kagen bages – bum. Så er tærten færdig 🙂
Men tilbage til morgenmad. Selv om græsk yoghurt med friske bær er smukt, så får Teen også ret lækker og farvestrålende morgenmad.
Hakkebøf med bær er en af favoritterne.
Æggetortilla med en rest bøf, forårsløg og peberfrugt. Bær og lidt grønt ved siden af.
Omelet med forårsløg og peberfrugt og grønt og bær ved siden af.
I går var det smukkeste vejr. Vejrudsigten var luret på forhånd, og der var handlet og forberedt så meget mad som muligt, så vi kunne holde en dase-dag i solen. Og det var skønt. Jeg fik lidt sol på kroppen. Parasollen blev slået op og jeg fandt min bog frem, som jeg havde læst det halve af, da vi var her i påsken. Det måtte jeg så opgive, for jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad der var sket, så den må jeg starte forfra på en gang. Jeg har flere bøger med og begyndte på en krimi af Julie Hastrup “portræt af døden” – det er god underholdning i solen.
Teen kunne lokkes med i solen i går. Iført musik i høretelefonerne, bikini og en god slængestol. Det var så hyggeligt.
Men rød var hun blevet – uha..
Her til morgen er der stille. Der er stadig lidt skyet, men det skal nok blive en smuk dag, og der skulle blive rigtig varmt, så terrassen og bogen lokker.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.