Syltede radiser er lidt sjove. Det lidt stærke forsvinder, de får den smukkeste farve og så ser folk lidt forbavsede ud, når man sætter dem på bordet 🙂
Sjovt eller ej, så smager de godt. Friskt og sprødt.
Jeg har lavet en lidt stor portion, og det skal man nok lade være med, hvis man ikke er virkelig mange til at spise det, for det kan ikke holde sig ret længe har jeg erfaret. Efter få dage får det en grim lugt og smag, så lav mindre portioner, der spises på et par dage. Opskriften er nem at gange ned 🙂
Ingredienser
3 bundter radiser
3 dl. eddike
3 dl. sukker
½ tsk. salt og friskkværnet peber
1 lille bundt dild
Radiserne renses og skylles.
Sukker røres ud i eddike. Jeg har det stående på bordet, mens jeg renser radiserne, og rører lidt i det ind i mellem, så opløses sukkeret fint.
Radiserne skæres i tynde skiver og kommes i eddike/sukkerblandingen sammen med finthakket dild, salt og peber.
Jeg kom dem i glas, for det ser pænt ud.
Dagen efter var radiser og eddike-blanding helt lyserød 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.