Det er en idé, jeg har gået og nørklet lidt med, og jeg har glædet mig til at afprøve den. I dag skulle det være, og jeg har sat det meste af dagen af til projektet.
Ladyfingers har jeg lavet selv. Her kunne man jo tage den nemme løsning og købe en pakke, men de består af få ingredienser, og de er nemme at lave selv. Jeg har haft fat i en pakke i supermarkedet en dag, og de har en alenlang ingrediensliste – gys – men gør det, du har det bedst med.
Min tiramisu består af en lækker fløjlsblød og luftig creme af mascarpone, æg og sukker, der er lagt sammen med ladyfingers dyppet i rabarbersaft. Det er så lækkert! Jeg har været gavmild med mængden af creme i forhold til ladyfingers. Man kunne sagtens lave et lag ladyfingers mere 🙂
Opskriften rækker til 4-6 personer. Jeg har lavet den på et serveringsfad. Den kunne laves i en skål, et fad eller portionsanrettes. Ladyfingers får man en del af i overskud, men de kan jo bruges som en småkage. Man kunne bruge en anden saft. Jeg tænker, at jeg skal prøve den med hyldebær, når de bliver modne. Den helt originale version er jo med kaffe, og det skal jeg nok også have afprøvet en dag. De små ladyfingers kan dyppes i det, man lige har lyst til 🙂
Hvis du ikke laver ladyfingers selv, så kører du bare forbi første del, og finder opskriften på cremen længere nede.
Ingredienser ladyfingers – ca. 50 styk
3 æg
75 g. rørsukker
100 g. hvedemel
Pisk æg og sukker skummende og hvidt. Det tager ca. 10 minutter og det er vigtigt, at det piskes så længe.
Si melet i og vend dejen sammen.
Kom dejen i en sprøjtepose med en glat tyl på tykkelse med en lillefinger, og sprøjt dejen ud på bageplade.
Bages ved 175 grader i 11-12 minutter.
Køler af på rist.
Ingredienser tiramisu 4-6 personer
16-20 ladyfingers
2 dl. rabarbersaft – koncentreret
2 æggeblommer – past.
2 æggehvider – past. – her havde jeg lige glemt, at der ikke er to hvider i et bæger 😉
50 g. rørsukker
250 g. mascarpone
lidt god mørk chokolade til pynt – har jeg så ikke med på billedet, men har brugt Valrhona Caraibe 66%
Pisk æggeblommer med rørsukker til det er hvidt og skummende – mindst 10 minutter.
Pisk æggehviderne stive.
Pisk mascarpone ud i æggeblommer/sukker blandingen på lav hastighed og kun til mascarponen er rørt ud.
Vend de stiftpiskede hvider i.
Dyp ladyfingers i rabarbersaft en ad gangen og læg dem på et fad. De skal kun lige dyppes i saften, ikke trække i den.
Læg det halve af cremen over.
Læg et lag ladyfingers dyppet i rabarsaft over.
Læg resten af cremen over.
Drys med revet god mørk chokolade og lad den trække på køl i 3-5 timer.
Den kan godt laves om morgenen, hvis man skal bruge den om aftenen, men jeg tror ikke, den egner sig til at lave dagen før.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.