Chokoladekage i en kop. Så har jeg ikke 1½ kg. chokoladekage tilbage i køkkenet, bare fordi jeg blev kagesulten 🙂 Den smager godt, når den er nybagt, men den egner sig ikke til at gemme. Af en microovns-kage at være er den faktisk forbavsende smagfuld og svampet 🙂
Jeg tog en hurtig beslutning om, at den lille kage skulle med på bloggen, så ikke så mange fotos 😉
Her dagen derpå kom jeg lige til at lave en lille kop kage til mig selv igen 😉 6 timers havearbejde krævede lige noget kaffe og kage 🙂 Jeg kan så se, at jeg havde glemt at skrive mælk på ingrediens-listen. Undskyld, hvis nogen har forsøgt sig med kopkagen og fået et trælst resultat. Opskriften er rettet og korrekt nu.
Ud over det vil jeg lige sige, at jeg har fået det fif, at det skulle være godt at lægge en skildpadde i bunden af kruset (så røres kagedejen sammen i en lille skål først). Så løber der smeltet skildpadde ned over kagen, når den vendes ud – mums! Tror jeg nok lige, at jeg skal prøve en dag. I dag kom jeg så chokoladen i bunden af kruset, så jeg fik smeltet chokolade på toppen – uhh… det er godt!
Ingredienser – 1 kage i 1 stort krus (mit krus indeholder 4 dl.)
4 spsk. hvedemel
1 spsk. god kakao
5 spsk. sukker
1/4 tsk. bagepulver
½ tsk. vaniljesukker
4 spsk. olie
1 æg
2 spsk. sødmælk
1 spsk. grofthakket chokolade – jeg har chokoladeperler fra Valhrona i skabet. De er bittesmå og skal ikke hakkes.
De tørre ingredienser kommes i kruset først og blandes sammen.
De våde ingredienser kommes i og det hele blandes godt – nemt med en gaffel.
Chokoladen kommes i til sidst.
Kommes i microovnen ved fuld effekt i 2½ – 3 minutter. I min er det 2½ minut ved 900W.
Lad kagen blive i kruset nogle minutter, inden den vendes ud, eller spis den varm direkte af koppen 😉
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.