I dag er det fredag, og jeg har ikke fået bagt kage.. tsk.. tsk.. Døgnet har simpelthen ikke så mange timer, som jeg kunne tænke mig.
Teen, som er på striks paleo for tiden, får is med jordbær og lidt hakkede mandler. Jeg har lavet en is af 3 små bananer, 1 dl. kokosmælk og ½ tsk. vaniljepulver. Alle ingredienser kommer en hurtig tur i blenderen og fryses ned på ismaskine. I aften får hun det med lidt friske jordbær, hakkede mandler og et drys kakao på toppen.
Selve isen har jeg ikke taget et billede af. Den er nu heller ikke køn – sådan småbrun i det. Slet ikke farvestrålende gul, som en bananis man køber – og hurra for det 🙂
Men et smukt billede – synes jeg selv – får I her af ananas med myntesukker. Det er så lækkert og hurtigt at lave.
Man tager en god håndfuld friske mynteblade. Jeg har æblemynte i haven. Det kommes i blenderen sammen med 1 dl. sukker, og køres til mynten er findelt. Det drysses på ananas skåret i små stykker.
Det smager simpelthen fantastisk. Her ville det så ikke være ringe med lidt lækker vaniljeis til 😉 men super lækkert og friskt bare som det er.
Det kan spises med det samme, men har godt af at trække nogle timer på køl.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.