Jeg har lavet en paleo-venlig udgave af en rabarberkage. Den er lækker, og er fyldt med gode ting, der ikke sender blodsukkeret på rutchebanetur. Den er drysset med lakridspulver, som både giver sødme og lidt lækker kant til rabarberne. Jeg har bagt min kage i en form på 20 x 20 cm. Man kan fint vælge at bage den i en 26 cm. springform.
Jeg har stadig lidt rabarber i fryseren fra sidste år, og de skal jo bruges, så der kan blive fyldt nye i fra i år.
Den ville også være lækker med blåbær, som også passer rigtig godt til lakrids.
Jeg har serveret kagen med flødeskum pisket op med lidt vaniljesukker – hjemmelavet på kokospalmesukker.
Der er ikke mange billeder til fremgangsmåde i indlægget – ingen faktisk 😉 Det er en “forsøgs-kage”, så jeg havde ikke en færdig plan fra start, men den er blevet mega god, så måske jeg laver en billedserie næste gang, jeg laver den.
Ingredienser – 6-8 personer
dej:
6 æg
2 dl. sødmælk
75 g. solsikkeolie – eller smeltet smør
½ tsk. vaniljepulver eller korn af 1 vaniljestang
5 spsk. kokospalmesukker
100 g. kokosfiber – fedtreduceret kokosmel
100 g. fintmalede mandler
2 tsk. bagepulver
topping:
200 g. rabarber i små stykker – mine er fra frost
½ tsk. lakridspulver – raw liquorice powder fra Johan Bülow er helt vidunderligt
2½ dl. piskefløde
2 tsk. vaniljesukker
Fremgangsmåde:
Pisk æg, mælk og olie sammen.
Bland resten af ingredienserne sammen og pisk dem i – brug el-pisker.
Lad dejen hvile i 5 minutter.
Kom dejen i en lille form på 20 x 20 cm.
Fordel rabarberne over kagen, og drys med lakridspulver.
Bages ved 175 grader i 35 – 45 minutter. Min fik 45 minutter. Den skal nok have lidt mindre, hvis der ikke bruges frossen frugt.
Fløden piskes til blødt skum med vaniljesukkeret.
Kagen serveres lun eller kold med flødeskummet.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.