I dag bager jeg ikke fredagskage. Jeg har bagt en del kage i ugens løb og i går finpudsede jeg min brownie-opskrift, så den er blevet helt perfekt. Det kom der et par kager ud af, som jeg laver opskrift på i næste uge. Måske der ryger et stykke ned til en kop kaffe i eftermiddag 😉
I dag vil jeg så bruge noget tid på “Den hemmelige kok” af Mats-Eric Nilsson, som jeg har modtaget fra Politikens Forlag. Jeg laver en anmeldelse af den, og den kan du godt glæde dig til, for her kommer sandheden om tilsætningsstoffer og produktionsmetoder på bordet. Jeg har smugkigget nogle få sider i bogen, og det tegner rigtig godt. Man kan blandt andet læse at “vaniljen” i vaniljesukker er udvundet af rådne grantræer – nam nam… Og her blev jeg så lige hellig et øjeblik, og glædede mig over, at jeg i sidste weekend endelig fik mig taget sammen til at få produceret min egen vaniljesukker, som i øvrigt også smager meget bedre end den købte.
Jeg laver stort set alt fra bunden. Mest fordi jeg synes det er sjovt, og fordi jeg synes, det smager bedre, og så kan jeg godt lide, at jeg har styr på, hvad jeg kommer i min krop. Smagsmæssigt synes jeg også, at færdigproduceret mad har en underlig “rodet sammen” smag, der forvirrer mine smagsløg og er ofte både alt for salt og sødt. Så jeg glæder mig meget til at få læst bogen. Så kan jeg erhverve mig nogle flere gode argumenter for, hvorfor det bedst at lave maden selv.
God fredag og weekend til Jer 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.