Jeg har jo for – forholdsvis – nylig gjort mit indtog i café-verdenen, og har fået et vist kærlighedsforhold til chai latte – jeg ELSKER det.
Da jeg i går gik i haven og undrede mig over, hvad alle de mange bier ville under mit tag, slog det mig pludselig, at den der lækre smag måtte være vildt god i en flødetopping på en kage – underligt, men sandt, og det har jo intet med bier at gøre… Jeg har været lidt omkring en bund af lækker chokoladekage/brownie eller en vaniljekage. Jeg er så endt i en nøddekage, og det er ikke noget dårligt valg. Det smager så godt! Jeg har brugt pekannødder. Pekannødder minder om valnødder, men har ikke den snert af bitterhed, som valnødder har. De smager så lækkert.
Kort tilbage til bierne, så fik de et ordentligt pulver gift langs tagkanten i aftes, og i dag er der fred i haven. Der var så mange, så det lød som at være inde i en bikube, når man var i min have. Jeg er egentlig ked af at have slået dem ihjel, for i naturen er det jo mig, der er på besøg, og bierne der har ret til at være der, men der var simpelthen for mange.
Og så duftede det helt fantastisk at tænde for ovnen i dag. Sidst den var tændt, var det for at tørre vaniljestænger i sådan ca. 10 timer – uh det dufter skønt.
Ingredienser kagen
150 g. blødt smør
100 g. sukker
50 g. brun farin
1 polynesisk vaniljestang – eller to almindelige
3 æg
100 g. pekannødder
100 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
Ingredienser chai topping
½ l. piskefløde
3 breve chai te
2 spsk. sukker med et strejf af vanilje – eller 2 spsk. sukker + korn af ½ vaniljestang
3 blade husblas
Topping
Husblas lægges i blød i koldt vand i 20-30 minutter. Passer med tiden, som fløden trækker med te-brevene.
Piskefløde kommes i en gryde og te-brevene kommes i. Fløden varmes op til lige under kogepunktet.
Der lægges låg på og skrues helt ned for varmen. Det skal ikke stå og koge – kun næsten 😉 Sådan står det i 20 minutter. Her skal man nok smage sig frem undervejs, alt efter hvilken te der bruges, og hvor stærk en smag man ønsker.
Tebrevene tages op. Sukkeret kommes i og opløses.
Husblasen knuges fri for væde og røres i.
Kom flødemassen i en skål og dæk den med husholdningsfilm, helt ned på massen.
Køles ned til køleskabskold. Det kunne man sagtens gøre dagen før.
Kagen
Pisk sukker, brun farin, blødt smør og vaniljekorn.
Pisk æggene i ét ad gangen. Pisk godt mellem hver.
Pekannødderne findeles i foodprocessor og blandes med mel og bagepulver.
Vendes i dejen.
Kommes i en springform – 26 cm.
Bages 25 minutter ved 180 grader.
Køler af på rist.
Til topping piskes flødemassen igennem med elpisker et par minutter.
Smøres på den kolde kage eller kommes i sprøjtepose og sprøjtes på.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.