Jeg har holdt ferie siden i mandags. Vi kom hjem sent i går aftes. I dag er køleskabet fyldt op igen og jeg har kigget billeder igennem for de sidste dage. Jeg har taget rigtig mange billeder på ferien. Lidt af mad, en del af min store pige på jagt med sit kamera efter gode motiver og rigtig mange natur-billeder. Dem får I en del af her i indlægget, så hvis du ikke er interesseret i den slags, er du hermed advaret. Det er jo ikke længe siden, jeg fik nyt kamera – Nikon D5200 – og jeg ELSKER det. Emma købte så også kamera i lørdags. Hun har ønsket sig det længe og sparet sammen. Hun har købt et Canon EOS 700D, og hun er rigtig glad for det. Der har jo så været rig mulighed for at lege og afprøve teknikken på ferien, og det har vi gjort. Det har været rigtig sjovt.
Den første dag tog jeg rigtig mange billeder ved vandet og legede også lidt med sort/hvid. Det kom der nogle sjove billeder ud af, og I får et her.
Jeg har ikke brugt så meget tid i køkkenet. Brød og lidt forskellig guf havde jeg lavet hjemmefra.
Den første dag lavede vi et improviseret kyllingefad, der ikke ser så indbydende ud, men mit oste-elskende barn er vild med sådan noget. Jeg stegte kyllingebryst på panden, bacon blev stegt i ovnen. En dåse flåede tomater blandet med timian og hvidløg blev lagt i bunden. Kyllingefilet, bacon og revet mozarella over. Så kom det i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter, og så var der hurtig mad. Serveret med friske grøntsager.
– og bare fordi man er voksen, kan man godt lege med maden 🙂
Denne frokost fik Emma to dage i træk, og der er lutter yndlingsting på tallerknen 🙂 En hakkebøf med spejlæg (uden blomme), hamburgerryg rullet om ostestænger skåret af en lækker fuldfed ost, skoleagurker, peberfrugt, tomater, oliven og vindruer.
Aftensmaden blev en hurtig udgave af paleo-venlige boller i karry. Karrysovsen er stort set kun piskefløde. Jeg stegte en porre med karry og lidt hvidløg, kom piskefløde på og kogte det lidt ind. Der var dampet spidskål og blomkål til de voksne. Emma fik rå grøntsager til sin portion.
Desserten blev indtaget sammen med et spil Cluedo. Vi havde fundet isen i en Rema – ferskensorbet og der var også et bæger hindbærsorbet – mums, det var godt. Det er jo så ikke spor paleo-venligt. Vi lavede et kompromis og købte isis-is til Emma, og den var hun fint tilfreds med.
Og midt i spillet her var det så, at Emma og jeg strøg udenfor, for der var den flotteste måne, og den skulle vi prøve at fange. Vi prøvede længe, forskellige indstillinger, og er blevet meget klogere på månefotografering, men det skal altså prøves nogle gange endnu, før jeg er helt tilfreds. Det bedste af billederne får I her.
Vi lavede en fotosafari til Silkeborg en dag. Der er lavet et flot anlæg, som åen løber igennem inde i byen, så det var første stop på turen.
Og bagefter fandt vi en skov 🙂 Jeg ville finde et ny-udsprunget bøgeblad. Det lykkedes også, men det var begyndt at blæse op, og lidt svært at fange et, der hang stille.
Tilbage igen og der var blevet et værre stormvejr. Det varede et par timer, og så var der stille igen.
Det var så den dag, vi fik noget virkelig grimt aftensmad 😉 Hamburgerryg med ovnbagte rodfrugter. Vi havde en flaske Svansø dressing stående, som skulle være fin nok (uåbnet). Det var den så ikke. Det sprøjtede ud over det hele, da jeg åbnede den, og det blev ved med at løbe ud af den som en vulkan – uff.. altså. Rodfrugterne glemte vi lidt i ovnen, så de blev ret så mørke… Derfor et sort/hvidt billede – og det er nu heller ikke blevet for skarpt 😀
Der var en udstilling i Kunstcentret Silkeborg Bad, som jeg gerne ville se – “7” – mit absolutte lykketal, der har bragt mig meget godt. Blandt andet fik jeg værelse 7 under mit ophold på Svanegården. Det må være skæbne eller noget. Selv om jeg ikke rigtig tror på det og overhovedet ikke er overtroisk, så kan det tal altså noget…
Udenfor bliver man mødt af denne smukke skulptur.
Og indenfor var jeg et kort øjeblik ved at dø af skræk, da jeg blev mødt af denne:
“7” udstillingen var spændende. Den anden udstilling af Jytte Rex’s værker rørte ikke rigtig ved noget i mig. Men der var en Café på stedet, og så skulle jeg da have noget kage – som jeg ikke selv har bagt! – og en kop varm kakao til. Super lækkert.
Og min smukke datter får I også lige med <3
Der var flotte udendørsarealer. Vi var nede i en gammel bunker og Arnakkekilden var vi også nede og se på.
Og der blev taget mange billeder i den omkringliggende skov. Blandt andet af en sti mellem to kæmpehøje rækker rhododendron buske. Det ville jo så have været rigtig smukt, hvis de havde været i blomst 😉
Jeg blev noget rørt over figuren ved indgangen. Så smuk, trist og genert på samme tid. Og endnu smukkere i sort/hvid.
På vej hjem kom vi forbi isboden ved åen inde i Silkeborg, og haps, så fik vi også lige en is. Det blev så aftensmaden den dag 😉
Lørdag morgen stod vi op til et pragtfuldt vejr, og søen var helt fantastisk. Fuldstændig vindstille og solskin. Jeg havde kameraet med nede på broen og kunne sidde og se landskabet bryde ud af disen. Det er sådan en ferie, man ikke vil hjem fra.
Jeg fik mig revet løs og vi kørte en tur til Silkeborg. Der ligger “Heksekosten”. En fantastisk øko-helsebiks, og jeg fik fyldt lidt op. Et hurtigt smut i Føtex var vi også. Silkeborg er en fantastisk by at handle i. Der er så hyggeligt – det er en skøn by.
Jeg fik lige en times tid i solen med en kop kaffe om eftermiddagen. Jeg kan mærke, at der strømmer god energi ind i kroppen, når jeg sidder der. Det er så skønt.
Teen-pigen synes, der skulle ske noget, så vi tog en tur på Himmelbjerget. Det var en dejlig og hyggelig tur. Kameraet var også med 😉 Og her kan man faktisk se sommerhuset, hvis man ved, hvor man skal kigge hen ovre på den anden side 😉
– Og lige her kunne jeg godt have ønsket mig en anden linse, men det kommer nok 🙂
Aftensmaden på vores sidste ferie-aften blev en “tøm-køleskabet” grøntsagsret med ovnstegte kyllingelår til. Der var spidskål, fennikel, blomkål, porre og gulerod. Skåret i mindre stykker og dampet i en gryde. Gulerødder i først. De andre grøntsager i efter ca. 5 minutter. De skal være tilberedt, men stadig have bid. Så kom der tomatpure, timian og piskefløde i. Hele herligheden koger ind nogle minutter. Det smager skønt.
Vi sluttede dagen af med jordbær med honning og Barnaby i fjerneren. Afsnittet foregår en del af tiden i København, så det måtte vi jo se. Det blev så lidt sent, inden vi var hjemme, men i dag er det jo også fridag. Det har været en skøn ferie med gode oplevelser sammen. Jeg har haft god tid om morgenen. Jeg har været lidt tidligt oppe, så der har jeg haft nogle timer med kaffe og en god bog, mens resten af familien sov. Det har også været skønt. Så glæder jeg mig endnu mere til sommerferie <3
I morgen laver Chefen påskefrokost til familien. Jeg skal ikke lave noget denne gang – og det er nu ikke så ringe 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.