Jeg har været tidligt i gang i dag. Vejret er smukt over Odense, og der var et fint lys i haven til morgen, så jeg tog kameraet med en lille tur efter nyudsprungne blomster, mens fredagskagen var i ovnen. Fredagskage i dag er brownie – glutenfri og uden hvidt sukker. I dag er planen at servere den med flødeskum og friske jordbær.
Rugbrødet er klar til at komme i ovnen, og så holder jeg fri fra køkkenet nogle timer og nyder det skønne vejr, inden der skal shoppes og hygges <3
Jeg fik sidste år nogle få små forglemmigej planter af en veninde. To-årige og mere end villige til at så sig selv. De er stadig fyldt med masser af knopper, så det store blomsterflor har jeg til gode, men de er så fine, så I får dem med i dag.
Det var egentlig meningen, at de kun skulle bruges til bunddække i rosenbedet, men jeg dryssede også frø fra dem langs med hækken sidste sommer, og det er blevet et noget smukt syn – og så lige udenfor køkkenvinduet. Jeg er glad for mine små forglemmigej, men hvis man ikke passer meget på, så er de i hele haven – og mellem alle fliserne. Jeg rykker dem op i de bede, hvor jeg ikke vil have dem, og mellem fliserne sprøjter jeg gift på dem.
Kodriverne langs gavlen er allersmukkest lige nu og lyser op langt væk.
Løjtnantshjerterne er sprunget ud. I samme bed som løjtnantshjerterne står der sølvknap. Begge slags stauder visner ned efter blomstring, så jeg skal have fundet noget at sætte i mellem dem, som kommer sent og ikke bliver for voldsomt. Det betyder en tur til planteskolen, og det glæder jeg mig til.
Og så er der kommet ny beboer i haven. Der er ikke rigtig mere plads i bedene, men så er det jo heldigt, at der findes krukker. Denne smukke hortensia havde min store pige og svigersønnen med til påskefrokost, og den skal bo i min have 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.