Jeg skal faste i morgen, så mit aftensmåltid er proteinrigt. Der er kylling, rødbeder, løg og spejlæg på tallerkenen. Retten er krydret med chili, soja og lime – uhh det er godt. Var lidt spændt på, hvordan det gik til rødbederne, men det er så lækkert.
Jeg har ikke lavet en egentlig opskrift, men det gør jeg måske en dag, for det er blevet en super god ret. Den er hurtig at lave, og så står den og passer sig selv.
Fremgangsmåde og ingredienser under billedet.
Ingredienser – 1 person
1 kyllingebryst
1 stor rødbede
2 rødløg
tørrede chiliflager
soja
saft af 1 lime
lidt flydende honning
Skær kylling, rødbede og løg i mindre stykker.
Kyllingen brunes på panden på begge sider.
Skubbes over til den ene side, og rødbeder og løg lægges ved.
Hæld soja og limesaft over. Krydr med peber og chili.
Låg på og lad det småsimre i 45 minutter.
Jeg har bagt stenalderbrød i dag, og da teen-pigen ikke er vild med store kerner og nødder, har det hele lige været en tur i foodprocessoren, og det kommer der et rigtig fint brød ud af.
Jeg har jo næsten lige haft fødselsdag, og der blev jeg også begavet med penge og et gavekort til Inspiration, så jeg har været på shopping og fået en ny peberkværn. Den kværner som en drøm. Den anden jeg havde var også god, men temmelig gammel og slidt. Det var min første peberkværn, og den har holdt lige til nu, så omkring 32 år – det er nu meget godt.
Ellers har det været en rigtig “slapper-weekend”. Jeg har holdt fri fra bloggen, træningsfri i går og i dag har jeg fået trænet og læst i en god bog.
I går til Melodi Grand Prix lavede vi syltede pærer uden sukker med flødeskum til. De blev ret gode, så dem kommer der en opskrift på en dag i den her uge, når teen-pigen skal forkæles lidt.
Haven har jeg i den grad også nydt. Der har været det mest fantastiske forårsvejr i Odense i dag – og i går. I får lige billedet af en af mine absolutte yndlingsblomster, der pibler op i haven lige nu. En blå anemone – også kaldet balkananemone – så smuk og fin.
Kaffe på terrassen i starten af marts er helt fantastisk. Det bliver et dejligt langt forår.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.