Så gik jeg lige i konditor-mode igen. Det er altså hyggeligt og sjovt 🙂 Så her er medaljer fyldt med jordbærsyltetøj, creme og flødeskum. De har været rigtig sjove at lave, og jeg håber de bringer lykke, der hvor de er endt i dag.
Jeg har brugt den samme dej som til cremelinserne. Jordbærsyltetøj har jeg lavet selv, men det kan man jo købe sig fra. Kagecremen er også homemade. Det er så hurtigt og nemt at lave, så det ikke kan betale sig at købe det – og så smager det bare meget bedre. Creme, syltetøj og bunde lavede jeg i går aftes, så i dag har jeg bare samlet kagerne. Bundene opbevares i kagedåse. Der er en god portion creme tilbage, der lige kunne puttes i en lagkage måske 😉 Så her kunne man nøjes med at lave en halv portion.
Ingredienser – 14 styk
1 portion linsedej
Jordbærsylt
400 g. jordbær – det var en pose frosne
150 g. sukker
saft af ½ citron
½ tsk. rød Melatin
1 portion kagecreme
2½ dl. piskefløde
glasur af flormelis og lidt vand
½ l. piskefløde
lidt grofthakket mørk chokolade
– – – – – – –
Start med at lave jordbærsylt.
Jordbær og sukker varmes langsomt op i en gryde og småkoger 5-10 minutter. Tilsæt citronsaft og jævn med Melatin – instruktion på posen.
Jordbærsylten køler ned og kan laves i god tid.
Linsedejen rulles ud i en tykkelse på 2-3 mm. og stikkes ud med en udstikker på 8 cm. i diameter.
Bages 10 minutter ved 180 grader.
Køler ned og kan opbevares i kagedåse indtil brug.
Når kagerne skal lægges sammen:
Kagecremen røres kort igennem og der vendes flødeskum af de 2½ dl. piskefløde i.
Den ½ liter piskefløde piskes til skum.
Creme og flødeskum kommes i sprøjtepose – i hver sin. Den med flødeskummet kommes der en stjernetyl i.
Der kommes lidt jordbærsylt på det halve af bundene, og den anden halvdel af bundene smøres med lidt glasur.
Der sprøjtes to ringe flødeskum på hver bund med syltetøj.
“Hullet” fyldes op med creme.
Bundene med glasur lægges på som låg.
Der sprøjtes en lille klat flødeskum på hver og der drysses med lidt grofthakket mørk chokolade.
Malene skriver
Hej. Jeg vil høre hvor lang tid i forvejen Nan kan lave selve kagen, altså om de kan gemmes så man kun mangler og putte fyld i. ☺