Det er noget med, at det er nordisk vaffel-dag i dag, så jeg burde måske have lavet vafler. Jeg har jo et vaffeljern i skabet, men det blev altså til kesoplätterne i dag, og de lugter også lidt af vafler 😉
Jeg har lavet en blåbærskum til pandekagerne, og det er ret lækkert. Enkelt, nemt og godt 🙂 – og så er det paleo-venlig hyggemad… Og den her skum ville også være lækker med jordbær, hindbær eller solbær.
Se opskriften på kesoplätter, hvis du ønsker billeder og mere grundig fremgangsmåde.
Ingredienser blåbærskum – 2-3 personer
150 g. frosne blåbær
1 spsk. honning
2 dl. piskefløde
Blåbær kommes i en gryde og varmes langsomt op. De væsker nok i sig selv, så det er ikke nødvendigt at tilsætte vand. Kog dem igennem et par minutter uden låg.
Gryden tages fra varmen og honningen røres i. Honningen bør ikke koge med, da den så mister smag og sødme.
Kommes i en skål og køler helt ned til køleskabskold.
Ved servering piskes fløden til blødt skum og blåbærmassen vendes i. Blåbærrene kan evt. få en tur med stavblenderen, hvis man ikke ønsker større frugtstykker.
Ingredienser kesoplätter – 2-3 personer
250 g. hytteost
4 æg
2 spsk. kokosfiber – eller 1 spsk. fiberHUSK
1 tsk. kardemomme
revet skal af ½ citron – en kvart hvis det er en stor citron
kan evt. sødes med 1 spsk. kokospalmesukker eller honning
kokosolie eller smør til stegning
Alle ingredienser til kesoplätterne kommes i foodprocessor eller blender. Køres til en ensartet dej.
Hviler 15 minutter og steges til små pandekager i lidt kokosolie i ca. 2 minutter på hver side.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.