Det er så noget sløjt og sent at få lavet det indlæg, men torsdag havde jeg en bragende hovedpine – igen – så der skete intet her på adressen. Fredag (stadig med hovedpine…) lavede jeg sundt og lækkert guf til weekenden, hvor vi var i sommerhus. Der valgte jeg så at holde helt fri fra bloggen og hyggede med familien.
Jeg har så – jeg tør næsten ikke sige det – IKKE haft hovedpine siden fredag. Det er 3. dag jeg er hovedpinefri, og det er så fedt! – Så pyt med, at det ikke går godt med at sove 😉
Nå, tilbage til onsdag. Vi var samlet næsten alle mand. Svigersønnen havde travlt med sit studie og havde ikke tid den dag, men min store pige fik en portion mad med hjem til ham, så mad fik han den dag 🙂
Vi fik “stenalder-udgaven” af spaghetti og kødsovs. Jeg havde lavet en god kødsovs, der havde stået og simret hele eftermiddagen. Da vi skulle spise vendte jeg fint strimlet hvidkål i, og det kogte med i 5-10 minutter. Det bliver ret lækkert, og så har man altså ikke brug for pasta – synes jeg 😉 Der er en del i familien, der elsker godt brød, så jeg havde bagt et foccacia brød med rosmarin og havsalt. Der var forskellig topping på bordet. Kapers, oliven, syltet rød peber, stærk chilisovs og revet parmesan (det havde jeg i første omgang ikke fået sat på bordet).
Til dessert fik vi bagte æbler med flødeskum.
Sophia var klædt helt i sort. Der havde været fastelavnsfest i legestuen, og hun havde været klædt ud som Peter Plys.
Her er hun midt i sin yndlingsleg på Emma’s værelse. ALLE rørperlerne skal hældes ud på gulvet, samles op, hældes ud på gulvet….
Hun fik også sunget fødselsdagssang for lillesøster. Hele “I dag er det Linea’s fødselsdag” 🙂 Hun kan også synge en hel Seebach-sang.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.