Jeg planlægger mad til næste familiemiddag, og det bliver en rigtig god gammel dessert, som jeg fik hos min mormor. Den er der ikke meget stenalderkost over, så jeg har lavet en is sødet med honning, så der også er en lækker dessert til teen-pigen.
Jeg har kommet et drys lakridspulver på min lille portion i dag. Nogen skal jo spise det, der tages billeder af 😉 I dag er det mig, og jeg elsker lakrids sammen med blåbær.
Ingredienser
225 g. frosne blåbær – 1 pose
1 stang vanille
saft af ½ citron
100 g. honning
2½ dl. piskefløde
Blåbær, vanillekorn og den tomme vanillestang kommes i en gryde sammen med 1 spsk. vand.
Bringes langsomt i kog og koger igennem et par minutter.
Gryden tages fra varmen, og der røres honning og citronsaft i. Honningen bør ikke koge sammen med blåbærrene, da honning mister smag og sødme, når det koges.
Hældes i en skål og køles ned til køleskabskold.
Kommes i en blender sammen med piskefløden, og køres kort – ca. ½ minut.
Fryses ned på ismaskine – det tager 20-25 minutter.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.