Jeg har holdt helt fri siden tirsdag eftermiddag. Først blev der hygget med det ældste lille barnebarn nogle timer, indtil hun skulle hjem og putte, og så kørte vi i sommerhus om aftenen.
Jeg havde gjort det nemt for mig selv. Forberedt en del mad hjemmefra, så den stod på ren afslapning. Jeg havde bagt rugbrød, gulerodsmuffins med paranødder, paleo cookies, kikærtepandekager, stenalderbrød og kesoplätter.
Vejret har været rigtig hyggeligt. Det har regnet en del, men vi har også set solen, og der har været helt lunt. En svanefamilie sejlede lige forbi den ene dag på en helt blank sø. Det var et smukt syn.
Aftensmaden har også været virkelig nem. Onsdag havde vi købt varmrøget laks og lavede en grøn salat til. Dressing købte vi os også til, og Svansø’s dressing “dijon vinaigrette” er altså virkelig lækker.
Torsdag lavede jeg “kylling i kål”. Det er bare kylling, der steges først, så kommes gulerødder i og simrer med i ca. 5 minutter. Så tilsættes et spidskål, der er skåret groft ud og simrer med i et par minutter, til det er faldet sammen. Jeg hældte et glas “Uncle Ben” sur-sød sovs i til sidst – tsk.. tsk.. – nemt og hurtigt. Sådan skal det også sommetider være. Et lækkert og let måltid inden en tur i biografen, som kostede en seriøs mængde slik. Vi så “Klassefesten 2”, og den er absolut sjov og hyggelig.
Og så lige beviset på, at teenageren ikke kun ligger i sofaen – eller sin seng – og ser fjernsyn 😉 Her med i haven og samle vissent sammen. Det måtte jeg altså lige forevige.
Maden fredag fik jeg ikke taget billede af. Det var nu heller ikke nogen smuk ret. Vi fik “mors fiskepinde” med ovnstegte kartofler og gulerødder. Det er bare torskefilet, jeg skærer ud i mindre stykker og panerer. Vender det først i sammenpisket æg og dernæst rasp, og så steges de på panden.
Lørdag fik vi ryddet op i køleskabet til frokost og til aften var der græsk yoghurt med mandler og ahornsirup og så en enkelt portion “kylling i kål”.
Jeg har ikke rørt bloggen i 4 dage. Jeg har holdt fri, og jeg har nydt det. Jeg fik Jo Nesbø’s “Politi” i julegave, og den har jeg fået læst. Helt fantastisk at læse en bog igen.
Bezzerwizzer-spillet var også med denne gang 🙂
Mandag er det hverdag igen. Jeg har lidt småtteri, der skal rettes til her på bloggen, og så har jeg snart fødselsdag og skal have planlagt mad og dessert til familien. Vi starter med fastelavnsboller om eftermiddagen – det ligger fast.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.