Jeg elsker panna cotta med rabarberkompot, men jeg fik taget hul på glasset med amarena kirsebær til kransekagekonfekt, og de smager fantastisk til panna cotta.
Jeg synes, panna cotta egner sig bedst til at servere samme dag, den er lavet. Der sker noget med konsistensen, hvis retter stivnet med husblas står til dagen efter. Samme dag er den fin og blød i konsistensen, og det synes jeg, panna cotta skal være. Det er også en nem og hurtig dessert at lave.
Ingredienser til 4 personer
½ l. piskefløde
100 g. sukker
1 polynesisk vanillestang – eller 2 almindelige
4 blade husblas
Start med at lægge husblassen i blød i koldt vand. Der skal den ligge i ca. 20 minutter.
Skil vanillekornene ad med lidt af sukkeret.
Kom fløde, sukker og vanille i en gryde og bring det op til kogepunktet. Lade det stå 10-15 minutter lige under kogepunktet. Det skal helst ikke koge, så kommer det til at smage lidt af risengrød.
Tag gryden fra varmen. Knug vandet fra husblassen og kom den i den varme flødemasse. Rør til husblassen er opløst.
Fordel massen i 4 glas.
Dæk glassene til og sæt dem på køl i mindst 4 timer.
Ved servering sættes glassene i varmt vand et øjeblik. Ikke kogende vand, men varmt vand fra vandhanen.
Vend dem ud på en tallerken og hæld et par skefulde kirsebær over.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.