Jamen, det går jo godt! – Det gør det altså!

Det her handler så overhovedet ikke om mad, så er du advaret 🙂

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er alkoholiker. En velfungerende ædru alkoholiker.

Jeg har så i rigtig mange år fået antidepressiv medicin. Det medikament, jeg får nu, har jeg fået i ca. 9 år og før det har jeg prøvet rigtig meget forskelligt. Det har nok stået på i ca. 25 år med forskellige præparater og ofte mere end to slags på samme tid. Intet fungerede… Alkohol prøvede jeg så også, og det hjalp jo absolut heller ikke.

Jeg havde så taget en beslutning i efteråret om, at nu skulle det være slut. Jeg kan godt selv, synes jeg. Lægen gik modstræbende med til at halvere min dosis, og fortalte mig omhyggeligt, hvad jeg kunne risikere. Næsten otte uger er gået, og jeg har det mentalt super godt.

Jeg havde så en tid i dag, hvor vi skulle snakke om hvordan det går. Det går jo godt, sagde jeg. Jeg har det fantastisk, og jeg vil rigtig gerne af med den sidste pille. Hmm… Jo, det kan du da godt, men det er jo medicinen, der hjælper dig… What!!!

Her gik jeg og troede, at det var mine nye (4 år gamle) livsstrategier og min behandling efter Minnesota-modellen, der hjalp mig. Jeg troede, at det var mig, der hjalp mig selv, og at mit møjsommelige og hårde arbejde gav mig belønningen i form af mentalt velbefinde. At det var min vilje og tro på, at jeg kan hvad jeg vil, der gav pote… Ja, det er det jo selvfølgelig også, men du kunne ikke have gjort det uden medicinen………

Her kan man så stoppe op og stå og glo uforstående ud i luften…

Den medicin, som jeg drak heftigt på – og mere og mere jo længere tid der gik – hvordan I HELVEDE skulle den holde mig ædru. Da jeg fik medicinen, var jeg ædru, og det var jeg også i nogle måneder efter, jeg var startet på den. Så den skulle jo have virket, da mit alkoholforbrug eskalerede.. og eskalerede…

Jeg er målløs. Hvis det skulle lykkes nogen at overbevise mig om, at det er kemi, der holder mig ædru (som min læge mener), så er jeg sikker på, at jeg først bliver deprimeret. Virkelig deprimeret. Jeg er rystet!

Ikke et ondt ord om min læge. Han er en rar mand og mener det godt. Jeg kan faktisk godt lide ham. Men forstand på mig, det har han ikke. Så jeg tager gerne til læge igen, når jeg har en fysisk ting, han kan hjælpe mig med, og det er jeg ikke i tvivl om, at han er rigtig god til.

Betragt endelig ikke mit indlæg, som at jeg er imod medicin, eller at man bare skal stoppe. Jeg har stor respekt for, at det hjælper mange mennesker. Men jeg har ikke brug for det.

Pust! Nu skal jeg bage en kage til i aften, men jeg trængte til at få luft. Jeg er egentlig ikke vred, men målløs og dybt forundret.

Hav en dejlig dag <3