Inspireret af mine karamel bars, har jeg lavet disse.
Bunden har jeg fået mere fast og knap så sød. Den har så til gengæld fået gas i dadelmassen, der også har fået god kakao og kakaosmør. Kakaosmør smager mildt og lækkert af kakao og er hårdt ved stuetemperatur, så det gør noget både ved konsistens og smag. Hvis man ikke har kakaosmør, kan man komme kokosolie i, men så bliver smagen anderledes. Der er også kommet ristede hasselnødder i fyldet, så det smager som en rigtig lækker nougat. De er overtrukket med god mørk chokolade – det er så godt!
Ingredienser bund
300 g. mandler
2 spsk. kokosolie
2 spsk. honning
2 tsk. kanel
Ingredienser fyld
200 g. hasselnødder
200 g. dadler
30 g. smeltet kakaosmør – smeltes over vandbad
1 tsk. vanillepulver
4 spsk. god kakao
lidt vand til at regulere konsistensen med, så massen kan køres i foodprocessoren – ca. 1dl.
100 g. mørk chokolade til pynt/overtræk
Mandlerne køres i foodprocessoren, til de er helt findelt.
Kom kokosolie, honning og kanel i.
Kør til massen er ensartet og begynder at samle sig.
Massen trykkes ud i en form beklædt med film eller bagepapir. Min form måler 14 x 21 cm. i indvendige mål. Der skal lirkes noget, når massen skal ud af formen igen, så det kan godt være, at det er nemmest med bagepapir.
Sættes på køl.
Hasselnødderne ristes i en 175 grader varm ovn i ca. 10 min. Hold øje med, at de ikke bliver for mørke.
Skindet nulres af i et viskestykke.
Kom nødderne i foodprocessoren og kør til de er helt findelt.
Kom resten af ingredienserne i, bortset fra vand.
Kør til massen er helt findelt. Reguler konsistensen med vand, så massen kan køres. Den skal blive blød i det. Den bliver mere fast, når den sætter sig på køl.
Fordel massen på mandelbunden.
Sættes på køl nogle timer – gerne natten over.
Skær massen ud i passende stykker og overtræk med chokoladen.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.