Jeg har lavet en opskrift med fremgangsmåde i bunden af et andet indlæg, som jeg tit har linket til.
Nu synes jeg så, at den skal have sit helt eget indlæg.
Jeg bruger blomkålsris rigtig meget. Både varmt som tilbehør til kød og kylling, og koldt til salater.
Det er såre simpelt at lave og hurtigt, hvis man har en maskine at rive på. Jeg har en Moulinex Fresh Express, og den maskine er guld værd. Der bliver også kørt rigtig mange gulerødder igennem til råkost og rødbeder til rødbedebøffer.
Jeg krydrer det gerne med tørrede chiliflager og hvidløg, ellers er det godt med gurkemeje og karry eller med paprika.
I dag er det krydret med tørrede chiliflager og brugt til en lun salat med linser og porre, og så er der blandet en god klat hvidløgssmør i. Prøver stadig at få has på den smule hvidløgssmør, jeg lavede nytårsaften. Kyllingen blev stegt i det i går, og fik også lidt på sig ved servering.
Blomkålen skæres i grove stykker.
Rives groft.
Kom et par spiseskefulde god olivenolie i en gryde.
Kom blomkålen i sammen med krydderier og vend rundt i det i 3-5 minutter ved god varme.
Det skal ikke blive blødt, men kun lige have, til det ikke er råt mere.
Man kan også putte den rå blomkål i et dørslag og overhælde det med kogende vand et par gange, eller blanchere det kort og så lade det dryppe af.
Jeg synes, det er nemmest og hurtigt at lave det i en gryde, og til mine fastedage, hvor olie tæller lige rigeligt i kalorieregnskabet, bruger jeg bare et par spiseskefulde vand i stedet for olie.
I får også lige dagens efter-træningsmåltid her. Det er absolut yndlings og smager fantastisk. Det er 250 gram græsk yoghurt rørt op med 20 gram proteinpulver med citronsmag. Toppet med blåbærsylt og drysset med lakridspulver. Det er så lækkert! Flere idéer til proteinrige efter-træningsmåltider med græsk yoghurt eller skyr HER.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.