Familien var samlet til at lave konfekt, så maden til aften skulle være nem. Egentlig havde jeg en flæskesteg i tankerne – den ville altså også blive lækker tilberedt sådan her – men jeg har valgt kylling.
Jeg har en steamer, som jeg er rigtig glad for, men jeg tænker, at det er en ret, man kan lave i en römertopf også. Der kan nok kun være en kylling i, tænker jeg.
Jeg har fundet en mørk øl, som kyllingerne skal ligge i, og så er der masser af løg, hvidløg, gulerødder og bladselleri i bunden. Der bliver en helt fantastisk sovs ud af den blanding.
Det har passet sig selv i ovnen hele eftermiddagen, mens vi har hygget. Kartoflerne var skrællet på forhånd og blomkålssalaten klar i køleskabet. Så kan det ikke blive meget nemmere at lave aftensmad, selv om der er lavet mad til 8 mennesker.
Ingredienser – 8 personer
2 kyllinger
2 løg
10 fed hvidløg
3 gulerødder
2 stilke bladselleri
½ l. god mørk øl
3 dl. piskefløde til sovsen
Grønsagerne skæres groft ud – hvidløgsfeddene er hele, men pillede – og lægges i bunden af fadet.
Kyllingerne lægges over og drysses med salt og peber.
Øllen hældes i fadet.
Der lægges låg på, og så skal hele herligheden i ovnen i 6-7 timer ved 125 grader.
Kyllingen tages op af fadet, og væden sies. Der bliver ca. 1 liter.
Væden kommes i en gryde.
Der tilsættes 3 dl. piskefløde og sovsen jævnes med meljævning.
Kog den godt igennem og smag til med salt.
Kødet pilles af kyllingerne.
Serveres med sovsen og kartofler og gerne andet grønt.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.