Jeg har noget af Summerbird’s lækre nougat fra jul og Amarena kirsebærrene skal jeg alligevel have hul på til desserten nytårsaften, så der er lige basis for lidt lækkert pynt på kransekagerne. Der er også hele hasselnødder på nogle af dem. Bunden af kransekagerne er dyppet i chokolade.
Kransekagemassen kan også bruges til at lave kransekagestænger med. Så skal der lige knap så meget æggehvide i.
Ingredienser til ca. 55 styk
400 g. marcipan – jeg synes, Anthon Bergs er suverænt den bedste.
100 g. flormelis
3 past. æggehvider
Hasselnødder, nougat og amarena kirsebær til pynt.
God mørk chokolade til at dyppe bunden i.
Kom marcipan, flormelis og æggehvide i køkkenmaskinen og rør sammen til en ensartet dej.
Kom massen i en stof-sprøjtepose (en kraftig af plast kan også bruges) og sprøjt massen ud i små kager.
Kom nougat, kirsebær og hasselnødder på.
Bages ved 220 grader i ca. 10 minutter øverst i ovnen.
Sådan kan jeg bedst lide dem. Hvis man godt kan lide, at de er mere “våde” inden i, skal de have 6-8 minutter.
Der sættes en ekstra plade i nederst i ovnen, så bliver de ikke så mørke i bunden.
Afkøler på rist.
Når de er kølet af dyppes bunden i smeltet chokolade.
Sættes på plast, når chokoladen sætter sig, så bliver de fine og blanke på bunden.
Charlotte skriver
Hej!
Jeg er lige ved at læse hele din blog igennem, og er nu nået til denne opskrift 😀
Jeg overvejer at lave kransekagestykker til en gave, som først bliver åbnet 5-6 dage senere – kan man det? Altså ved du, hvor længe de holder sig gode? 🙂
Mange tak for en rigtigt, rigtigt fin blog med gode opskrifter og lækre billeder! Nyder i fulde drag at læse alle siderne.
Mvh. Charlotte
Spisestuen skriver
Hej Charlotte 🙂
Tusind tak for dejlig feedback på bloggen. Så dejligt at høre, når andre også kan lide det jeg laver 🙂
Kransekagestykkerne holder sig fint i nogle dage på køl, men de bliver næsten endnu bedre, hvis du fryser dem ned, og så bare tager dem op af fryseren, når du skal give gaven 🙂
Hvis det er en gave, der skal sendes, så kagerne er opbevaret ved stuetemperatur i 5-6 dage, bliver jeg dig svar skyldig. Måske kan man, men jeg ville nok ikke gøre det.
God weekend til dig 🙂
Hilsen Lene
Charlotte skriver
Hej Lene!
Mange tak for svaret 🙂
Og din blog er bestemt værd at holde øje med!
Tak, og god weekend til dig også 🙂
Mvh. Charlotte
Hanne Jespersen skriver
Hej Lene
Jeg kom lige forbi, fordi jeg ikke kunne finde min opskrift på kransekagekonfekt. Der kunne du så hjælpe. Super idé med kirsebærrene. Jeg har så lige kigget rundt. Hvor er det en spændende side du har. Der er rigtig mange ting, jeg bliver nødt til at prøve.
Tusind tak for din fine side, som jeg kommer til at bruge meget.
Mvh. Hanne
Spisestuen skriver
Jeg er rigtig glad for at høre, at du kan lide min side. Dejligt, at du kom forbi.
Godt nytår til dig.
Hilsen Lene
anders skriver
hej lene…..hvis jeg skal lave stænge af det er det så bare 2 past hvide ?…og hvor lang tid i ovn ?….overvejre og lave det som 2016 ;)……og nået andet kan jeg lave det imorgen formiddag og spise det imorgen aften ? kan ikke nå det idag ;)….
Spisestuen skriver
Hej Anders 🙂
Jeg vil tro, at det passer med 2 æggehvider til stænger, men kom det i lidt ad gangen, så du kan vurdere konsistensen.
Jeg vil tro, at stængerne skal have ca. 15 minutter i ovnen.
Du kan sagtens lave dem i morgen formiddag og så spise senere samme dag. Jeg kan selv bedst lide kransekage samme dag, det er bagt. Jeg kan godt lide, når det er sprødt udenpå.
Godt nytår til dig.
Hilsen Lene
anders skriver
super tak…må se om jeg tår imorgen har aldrig lavet før 🙂 skal lave til 12 person så 🙂
godt nytår
Suzanne Behrens skriver
Hej
Hvilken slags plast er det du bruger til at sætte kransekagerne på når de har fået chokolade?
Hvor køber man det og hvad koster det ca?
Julehilsner
Suzanne Behrens
Ingelise Bech Nielsen skriver
Hej.
Du skriver , de kan fryses. Fryser du dem med chokoladebunden?
Skal lave til 55 personer til barnedåb.
Vh Ingelise