Jeg fredags-hygger med teenageren i dag, og skulle finde på lidt lækkert til aften. Hun elsker hjemmelavet pasta, og det er ved at være længe siden, jeg har lavet det sidst. Så pastamaskinen er fundet frem og støvet af. Jeg holder mig til “pasta” lavet af rødbede og gulerod i dag, så der har også være gang i spiralizeren. Elsker min køkkenmaskiner.
Der er opskrift på hjemmelavet pasta af æg og durummel nederst i indlægget – og den er så ikke paleo-venlig, men kyllinge-retten er.
Kyllinge-retten er en hyggelig ret, der mest passer sig selv i ovnen. Kyllingebryst på bund af champignon, løg, hvidløg og tomat og så drysset med revet ost. Vi kan rigtig godt lide ost, så der er pænt meget på.
Billedet er af min tallerken.
Ingredienser kyllingefad til 4 personer
4 stk. kyllingebryst
1 lille bakke champignon
1 løg
2 fed hvidløg
1 tsk. timian
1 tsk. oregano
salt og friskkværnet peber
1 dåse hakkede flåede tomater
evt. ½ dl. piskefløde
200 g. revet mozarella
Champignon, løg og hvidløg hakkes groft.
Kyllingebryst svitses et par minutter på hver side på panden.
Tag kyllingen op.
Løg, hvidløg og champignon svitses på panden.
Hæld 1 dåse hakkede flåede tomater ud over. Kog lidt ind.
Jeg kom lidt piskefløde i. Det giver altså en dejlig rund smag. Jeg har piskefløde frosset ned i små portioner.
Kog ind et par minutter.
Hæld sovsen i et ovnfast fad.
Læg kyllingebrysterne over.
Drys med revet ost.
Sættes i en 180 grader varm ovn i 45-50 minutter.
Hjemmelavet pasta
Ingredienser pasta til 4 personer (Jeg har lavet ½ portion i dag)
ca. 500 g. durummel
4 æg
1 tsk. salt
2 spsk. olivenolie
Hæld det meste af melet op i en skål sammen med resten af ingredienserne.
Æltes sammen og tilsæt så meget mel, som der kan æltes i.
Det skal være en meget fast dej, der slipper bord og hænder.
Rulles ud på pastamaskine.
Først i brede baner og derefter i strimler.
Koges i rigeligt letsaltet vand i 2-3 minutter.
Serveres med det samme.
Tanja skriver
Hej lene jeg har ingen pastamaskine hvad kan jeg så gøre ? Skal have din hjemmelavet pastsa i aften mvh tanja ☺️
Spisestuen skriver
Hej Tanja 🙂
Du kan rulle det ud med en kagerulle helt tyndt.
Rulle det sammen som en roulade og skære det i strimler.
Jeg har ikke prøvet det, men jeg ved, det kan lade sig gøre 🙂
God fornøjelse 🙂
Hilsen Lene