Jeg har næsten lige fået en juicer, og den er jeg noget glad for at eksperimentere med, så på min fastedag i dag drikker jeg kun juice. Jeg ved ikke, om det skal være sådan fremadrettet, men det gør jeg i dag. Så de “tilladte” 500 kcal. på en dag, rammer jeg i hvert fald ikke. Jeg tænker, at der er omkring 100 kcal. i det her glas.
Min første juice til middag var en orange juice med gulerod, fennikel, citron og ingefær. Den skulle være lidt udrensende, og det ville jo ikke gøre noget på sådan en fastedag. Specielt ikke fordi teenageren og jeg havde tøsehygge i aftes med det her fad med lækkerier på:
Til aften lavede jeg en grøn juice med agurk, fennikel, bladselleri, spinat, pære og citron. Det skulle være en basisk juice, og den er fyldt med god næring. Jeg fik lige i overkanten af bladselleri i, men når jeg lige abstraherer fra det, er det en lækker juice.
Lidt spøjst kun at have fået noget at drikke i dag, og så er det pænt svært at holde varmen, når man drikker noget, der er så koldt, men juice er altså bedst, når det er iskoldt, synes jeg. Det kunne jeg sagtens finde på igen på en anden fastedag. Det føles godt i kroppen, og jeg føler mig pivsund, når jeg kører grønsager i stribevis gennem juiceren.
Én ting er sikkert. Jeg skal have meget mere fennikel, næste gang jeg handler, for det er altså virkelig lækkert i juice, og er måske en af de grønsager, der kan være lidt svær at få brugt i sin madlavning.
Nu glæder jeg mig til morgenmad i morgen, som jo også er flydende, men lavet i blenderen. Grape, solbær, ananas og rødbedekrystaller – det er så lækkert! – og så skal jeg have fundet på noget mere med det lækre ørred, min veninde kom med.
Der er ikke udtænkt nye retter i dag. Mystisk, det plejer jeg ellers at fantasere om på mine fastedage, men jeg har så udtænkt en del idéer til juice selvfølgelig, som er skrevet ned, og bare venter på at blive afprøvet. Så juiceren kommer nok på arbejde i morgen igen.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.