Teenageren og jeg skal rigtig holde tøsehygge i aften, og så skal vi have chokoladeboller.
Bløde, søde boller med god chokolade i. Jeg er lidt nørdet, når jeg bager. Jeg vejer alle bollerne af, så de vejer præcis det samme, og chokoladeknapperne bliver delt op, så der bliver puttet det samme antal i hver bolle (samme fremgangsmåde til rosinboller). Det har også den fordel, at chokoladen så er indeni bollerne.
Hvis man ikke er så nørdet, ælter man bare chokoladen i dejen, inden man deler den op i boller.
Ingredienser
2½ dl. lunt vand
½ pk. gær
1 æg
½ tsk. salt
3 spsk. sukker
75 g. blødt smør
ca. 500 g. hvedemel
75 g. god mørk grofthakket chokolade – Jeg bruger Callebaut’s. Det kommer i små chokoladeknapper, så det er nemt.
1 æg + 2 spsk. mælk til pensling
Hæld alle ingredienser i røremaskinen. Vand og gær først. Hold lidt af hvedemelet tilbage.
Ælt dejen glat og smidig.
Det skal være en blød dej, der er en smule klistret.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i 45 minutter.
Del dejen i 9 stykker på 100 gram.
Fordel chokoladen i bollerne. Med den chokolade, jeg bruger, er det 17 chokoladeknapper pr. bolle.
Hæver 30 minutter.
Pensles med sammenpisket æg og mælk.
Bages i ca. 15 minutter ved 210 grader. Mine har fået 14 minutter.
Køler af på rist.
Camilla skriver
Hej. Hvordan får du de fine boller så flotte runde?
Mvh. Camilla.