Jeg har flere gange overvejet trifli med friske bær i sommers, men det er ikke rigtig blevet til noget. Nu nærmer vi os jul, og så tænkte jeg, at det kunne være lækkert med appelsintrifli.
Jeg har prøvet at lave en sundere udgave af trifli, hvor jeg har brugt karamelliserede nødder som knas, og cremen er lavet på græsk yoghurt 10%.
Den skal helst lægges sammen lige inden servering, men det hele kan gøres klar i god tid. Nødderne er lavet færdig og hakket, chokoladen er hakket, appelsinstykkerne er gjort klar, og cremen ligger i en sprøjtepose på køl.
Jeg har været gavmild med mængderne, eller også er glassene lidt små (de rummer 2½ dl.), men der var karamelliserede nødder tilovers og også appelsinstykker, så hvis det skal passe på mængderne kan man nok nøjes med 250 g. nødder og 12 appelsiner, men karamelliserede nødder og appelsiner er nu ikke det ringeste at have tilovers. Tænker det kommer på kesoplätter i morgen.
Ingredienser til 8 personer
150 g. sukker
300 g. nødder – jeg har brugt mandler, hasselnødder og cashewnødder
4 past. æggeblommer
1 polynesisk vanillestang – eller to almindelige
75 g. flormelis
1 kg. græsk yoghurt 10%
16 appelsiner
100 g. grofthakket mørk chokolade – jeg har brugt en med orangesmag.
Evt. lidt appelsinsirup
Først laves de karamelliserede nødder.
Sukkeret smeltes på panden ved ikke for høj varme.
Nødderne kommes i og røres hurtigt rundt.
Hældes ud på et stykke bagepapir og køler helt af.
Hakkes groft, når de er helt kolde.
Appelsinerne skæres ud i fileter, der skæres i mindre stykker.
Cremen laves:
Vanillekornene skilles ad med lidt af flormelisen.
Pisk æggeblommer, vanillekorn og flormelis hvidt og skummende.
Vend den græske yoghurt i.
Triflien bygges op lige inden servering.
Nøddeknas, creme, appelsin. Så et lag mere af nøddeknas, creme og appelsin. Der drysses lidt mørk chokolade på toppen, og dryppes lidt appelsinsirup over.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.