Venindehygge i eftermiddag. Altid hyggeligt og dejligt at ses. Jeg havde for en gangs skyld lyst til at bage helt hvide, søde og bløde boller. De er fyldt med mandler, æg og smør og så har jeg ofret en polynesisk vanillestang på dem, og de er blevet ret gode. Smør skal der på, og det har jeg lavet selv. Nemt og hurtigt, og stod der i mit køkken og følte mig helt som en ur-kvinde, der laver sit eget smør… (I Kenwood’en vel at mærke) Opskrift på boller og smør finder du HER.
Jeg lavede hindbærmarcipan i aftes, og der bliver altid noget chokolade tilovers, når det er overtrukket. Det plejer jeg at lave chokoladenødder af. Nu har jeg så prøvet at lave p-tærter af det. Jeg hældte minimarshmallows og saltede peanuts i, rørte sammen og ud på et stykke bagepapir, så det kan sætte sig. Man skal være lidt hurtig, for jeg havde tempereret chokoladen, og den begynder hurtigt at sætte sig, når der røres meget “fyld” i. Så dem til venstre blev ikke så kønne, men smager lige så skønt som de andre. P-tærterne laver jeg en “rigtig” opskrift på en dag.
Og så en skål med macadamia nødder og tørrede morbær. Tørrede morbær kommer jeg i min nøddemüsli, og de er lidt sjove. Smager ret meget af karamel.
Der var så ikke meget frugt på bordet i dag. Det skal heller ikke altid være det samme, og i dag var det morgenmad og frokost slået sammen, og jeg tvivler på, at jeg skal have ret meget mad til aften i dag.
Senere i aften skal jeg træne. Jeg skal lige have boller og chokolade til at falde lidt ned. Det er blevet helt bagvendt i dag, men jeg nåede det ikke i formiddag. I morgen glæder jeg mig til en fastedag i sofaen med en god bog – indtil videre i hvert fald – man ved jo aldrig om lysten lige skulle komme over mig til at bage lidt julesmåkager… Ingredienserne venter bare på at blive brugt…
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.