Jeg spiser ikke så meget brød, men jeg elsker at bage det. Og der er så heldigvis andre i familien, der gerne spiser brød. Det er bare hyggeligt at bage brød, og så dufter huset fantastisk.
Jeg elsker kardemomme. Jeg kommer det gerne i i rigelige mængder, når jeg bager fødselsdagsboller, men dem bager jeg sjældent, så jeg skulle lige se, om det ikke gav et lækkert pift til en grovbolle, og det gør det.
Jeg rørte dejen sammen i går aftes. Den har så stået på køkkenbordet i nat – i ca. 12 timer – og så er der lækre boller til frokost. Til pålæg, ost, syltetøj eller hvad man nu godt kan lide på sine boller.
Ingredienser
2½ dl. yoghurt naturel
4 dl. vand
10 g. gær
1 tsk. salt
1 spsk. honning
1 tsk. kardemomme – vigtig ingrediens, og så har jeg glemt den på billedet..
2 spsk. olivenolie
2 dl. hele hvedekerner – jeg har brugt perlespelt
2 dl. speltflager
200 g. fuldkornsspeltmel
ca. 350 g. hvedemel
Kom alle ingredienser i røremaskinen. Vand og gær først/nederst.
Ælt dejen sammen. Det er en klistret dej.
Hæver tildækket og lunt natten over – i ca. 12 timer.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og form den til boller. Der skal en del mel på bordet, da det er en “våd” dej.
Jeg har lavet 14 boller på ca. 105 gram.
Efterhæver tildækket i 1 time.
Pensles med vand.
Sættes i en 250 grader varm ovn og bages 5 minutter, så dæmpes varmen til 210 grader og de bager videre i 10 minutter.
Afkøles på rist.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.