Jeg får altså gode idéer, når jeg faster. Jeg har lagt sidste hånd på en opskrift på æblekage med karamel og hasselnødder, som jeg begynder på i aften.
Jeg har bagt rugbrød, som jeg skal have en skive af med ost på i morgen tidlig, tænker jeg.
Jeg har fået læst en del i Dan Brown’s “Morderisk bedrag”, som jeg er startet på i en sommerhus-weekend. Så jeg har haft trukket stikket lidt ud i dag. Holdt træningsfri og hygget i sofaen med te – masser af te – og danskvand med smag. Jeg køber Blue Keld i Rema, og det er egentlig meget godt til at tage den fornemmelse af sult, der dukker op ind i mellem.
Jeg har spist mit første måltid på omkring 200 kcal. ved tre-tiden. Kesoplätter uden noget på med et krus te til.
Jeg har lavet et fiskefad til aften, der også holder lige omkring 200 kcal., men som smager fantastisk, og sagtens kunne spises en dag, hvor jeg ikke skal faste. Så ville jeg nok dryppe lidt olie over. Det har jeg undladt i dag.
I fadet er der:
150 g. torskefilet
100 g. tomat
100 g. fennikel
½ æble
saft af ½ citron
Fennikel og æble er skåret helt tyndt og lagt blandet i den ene side af fadet. Dryppet med citronsaft.
Tomaterne er halveret og lagt over fisken.
Hele herligheden har stået i en 200 grader varm ovn i 25 minutter.
Jeg overvejer lidt at gå ned på et måltid mellem fire og fem, men nu må vi se. Jeg har haft det super godt hele dagen, og kan sagtens abstrahere fra sultfornemmelsen.
Nu glæder jeg mig til at vågne fyldt med energi i morgen. Der skal trænes og lægges sidste hånd på den kage, jeg starter på om lidt.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.