Jeg har glædet mig til at faste i dag. Det her fasten er altså god dope. Det giver god energi, godt humør og en super skarp og klar hjerne.
Jeg bruger min fastedag til at holde fri. Jeg trækker mig lidt ind i mig selv, og er fokuseret. Forkæler mig selv med ekstra lange varme bade og lækker bodylotion osv., lækkert te og måske en god bog. Jeg betragter det lidt som et frirum, min pause, hvor jeg mærker efter og justerer på det, der trænger til det. Alt for mange mennesker har alt for travlt med verden omkring dem, og kunne have gavn af at stoppe op og mærke og bare være, og ikke engang distraheres af sult og kroppens krav om mad. Det føles bare rigtig godt.
Min krop får også en salt-pause på fastedagen. Jeg spiser normalt ikke meget salt og har jævnligt dage, hvor jeg ikke putter salt i noget, og jeg synes det føles godt med en dag uden salt. Det er kun min personlige erfaring. Jeg ved, at andre har brug for lidt salt på en fastedag.
Mit ene 250 kcal. måltid i dag bestod af 2 kikærtepandekager med ½ portion tunsalat lavet af:
1 dåse tun i vand
50 g. skyr
100 g. finthakket bladselleri
Resten af tunsalaten kan jo sagtens spises i morgen, selv om det ikke er fastedag.
Mit andet 250 kcal. måltid bestod af en ½ portion blomkålsgratin. En simpel, men meget velsmagende proteinrig ret, der kun består af blomkål, æg og hytteost.
Jeg drikker godt med vand og min uundværlige Pukka-te. Jeg er altid glad for teerne fra Pukka, men specielt på fastedage er de fantastiske.
Og teenageren blev forkælet med risengrød, og endda serveret i en nisseskål, selv om jeg synes, det er lige tidligt nok, men søde er de nu.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.