Jeg er blevet spurgt, om jeg kunne lave pumpkin pie – græskartærte. Det har jeg så ikke prøvet før, så det er en sjov udfordring.
Jeg har googlet, læst og pløjet mig gennem amerikanske opskrifter, og mener at have fundet essensen i sådan en fætter. En almindelig mørdejsbund og græskarfyldet er “græskarmos” (bagt græskar) med sukker, fløde og æg sammensat på forskellig måde. Jeg har brugt kondenseret mælk, brun farin og ahornsirup. Krydderiblandingen har jeg valgt efter, hvad jeg tror, der smager godt sammen. Og så tænker jeg, at det er lækkert at servere den med lidt koldt flødeskum og et dryp ahornsirup. Jeg havde så planlagt grofthakkede pekannødder drysset på bunden inden fyldet kom på. Det glemte jeg så… Det bliver en anden gang. Denne gang vender jeg så grofthakkede pekannødder i flødeskummet i stedet for.
Jeg har brugt et hokkaido græskar. Jeg ved ikke om de store græskar, man bruger til at udhule til udsmykning egner sig til det. Jeg tænker, at de er fremavlet for at blive størst mulige og ikke for smagens skyld.
Ingredienser
fyld:
1 Hokkaido græskar (skrællet og udhulet vægt 450-500 gram)
250 g. kondenseret mælk
100 g. brun farin
1 dl. ahornsirup
2 æg
2 tsk. kanel
½ tsk. muskatnød
1/4 tsk. ingefær
mørdejsbund:
150 g. smør
250 g. mel
3 spsk. sukker
1-2 æg
pekannødder
piskefløde
ahornsirup
Del græskarret i to og skrab kernerne ud.
Man behøver vist ikke skrælle det, men det har jeg nu gjort.
Læg græskarret i et ildfast fad.
Dæk med stanniol og bag ved 200 grader i 1 time.
Køl græskarret ned.
Mørdejen laves på foodprocessor. Jeg bruger køleskabskoldt smør og sætter ikke dejen på køl inden den rulles ud.
Kom smør, mel og sukker i foodprocessoren. Kør til smørret er findelt og massen er “grynet”.
Pisk æggene let sammen i en lille skål og tilsæt æggemassen lidt ad gangen, så dejen samler sig. Der skal ca. bruges 2/3.
Rul dejen ud og kom den i en pie-form eller en springform.
Sættes på køl, i mens fyldet laves.
Det er nemmest at lave græskarfyldet i foodprocessoren.
Kom græskarkød og de øvrige ingredienser i til fyldet og kør til en ensartet masse.
Hak pekannødderne groft og spred dem ud på tærtebunden.
Hæld græskarmassen over og sæt i ovnen ved 180 grader i ca. 40 minutter.
Køles helt af inden servering.
Server med flødeskum og et dryp ahornsirup.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.