Det er, hvad jeg har døbt denne ret. Jeg bryder med mellemrum hovedet for at finde et mere passende navn, men kan ikke finde et, så det er blevet ved pizzakål.
Retten er opstået, da jeg har en teenager, der elsker kødsovs og spaghetti – sammen med en masse andre børn – men næringsværdien i pasta er bare for ringe, også selv om det er fuldkornspasta, så derfor denne ret, hvor pasta er skiftet ud med hvidkål. Teenageren elsker det og savner ikke pasta, og så er målet jo nået. Og så kom det til at hedde pizzakål, fordi hun mener, at det smager som pizza.
Jeg laver det stort set, som man ville lave en kødsovs til spaghetti. Der kommer bare snittet hvidkål og gulerødder i kødsovsen de sidste minutter af kogetiden.
Ingredienser (2 personer)
250 g. hakket magert oksekød
1 løg
1 fed hvidløg
1 tsk. timian
2 tsk. oregano
1 dåse hakkede flåede tomater
2 spsk. tomatpûre
400 g. hvidkål
200 g. gulerødder
salt og friskkværnet peber
Hak løg og hvidløg fint.
Brun kødet i olie og smør.
Tilsæt løg og hvidløg og steg med et par minutter.
Kom krydderier og flåede tomater i. Smag til med salt og peber.
Lad retten simre under låg i en times tid – gerne mere.
Snit hvidkål og gulerødder fint eller groft, som man bedst kan lide.
Kom et par skefulde tomatpûre, kål og gulerødder i og rør rundt.
Simrer under låg til kålen er mør. Det tager ca. 10 minutter. Rør i det et par gange undervejs. Smag retten til.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.