Jeg har brugt lidt tid på at udtænke denne kage. Idéen har jeg fået af en af mine søde læsere Jeannette Rocatis, der foreslog kombinationen med Nutella og chokolademousse, så det måtte jeg jo prøve. Jeg har fået eksperimenteret mig frem til en chokolademousse, der kan sprøjtes og som er tilpas mild i smagen. Onsdag stod der 12 store fine chokolademousse toppe i mit køleskab, så jeg kunne vurdere konsistens og smag, når moussen satte sig. Jeg var super godt tilfreds med resultatet.
Selve kagen har vakt lidt mere hovedbrud. Man kunne selvfølgelig flække kagen og smøre den med Nutella, når den er bagt, men jeg ville gerne have Nutella indeni, så det skulle ikke være for tynd en dej, da jeg så kunne være bange for, at Nutella’en ville synke til bunds. Jeg har valgt at bruge en pund-til-pund opskrift med vanille, som er en lidt tung dej, der kan bære Nutellaen. Jeg er så allerede i gang med at se muligheder i tanken med at komme fyld i muffins, for æble og kanel vil være oplagt, og det skal jeg have afprøvet en anden dag, eller chokolade og hindbær… Og så kan man jo endelig vælge bare at bage kagen i en springform, smøre et godt lag Nutella på, når den er kold og så toppe med chokolademousse.. Der er så mange muligheder, og det er derfor, at jeg elsker at bage.
Chokolademoussen ville også være lækker som fyld i en lagkage, eller som en “børnevenlig” dessert. Som dessert ville jeg personligt foretrække en chokolademousse lavet på god mørk chokolade, men det er jo en smagssag, hvor kraftig chokoladesmag man kan lide.
Jeg har delt en muffin i to, så man kunne se, hvordan den ser ud indeni. Det foto er jeg ikke tilfreds med. Den ene halvdel væltede, og jeg havde ikke lige lyst til at skære i en mere. Men billedet bliver næsten nødt til at være med, så det kan findes allernederst i indlægget. Nutellaen er lidt fast, for de har stået på køl, så jeg var sikker på, de ikke var lune, når der skulle mousse på. Det er bedst at tage dem ud af køleskabet en halv times tid inden de skal serveres.
Start gerne chokolademoussen aftenen før den skal bruges, så den kan stå på køl natten over.
Opskrift på muffins nederst i indlægget.
Ingredienser chokolademousse
3 spsk. kakao
2 tsk. vanillesukker
100 g. flormelis
½ l. piskefløde
4 blade husblas
2 bægre past. æggehvider
Husblas lægges i blød i koldt vand i 20 minutter.
Kakao, vanillesukker, flormelis og piskefløde blandes i en gryde.
Varmes op til kogepunktet.
Tages fra varmen.
Husblas knuges fri for vand, og kommes i den varme kakaoblanding. Rør et øjeblik til det er opløst.
Hældes op i en skål og dækkes med film helt ned på kakaomassen. Så trækker den ikke skind.
Køles ned og sættes på køl nogle timer, gerne natten over.
Næste dag:
Æggehviderne piskes stive.
Kakaomassen piskes igennem 2-3 minutter med elpisker, så den er fin og glat.
Lidt af æggehviderne røres i kakaomassen først.
Så kommes massen op til resten af æggehvidemassen og vendes i.
Kommes i en sprøjtepose og sprøjtes ud på de kolde muffins.
Ingredienser muffins (12 styk)
150 g. smør – stuetemperatur
150 g. sukker
korn af 1 polynesisk vanillestang – eller to almindelige
3 æg
150 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
ca. 150 gram Nutella (ca. ½ glas af de små)
Pisk smør, sukker og kornene fra vanillestangen godt – 5-10 minutter.
Pisk æg i et ad gangen, og pisk godt mellem hver.
Bland mel og bagepulver sammen og sigt det i æggeblandingen.
Vend dejen sammen.
Kom dejen i en sprøjtepose – det synes jeg er nemmest – og vent med at klippe hul, til posen er fyldt.
Fyld muffinsformene op med en tredjedel dej.
Læg en skefuld Nutella på hver.
Fyld kagedej over og sørg for, at der er dej hele vejen rundt om Nutella-klatten.
Bages ved 180 grader i 20-25 minutter.
Køler af på rist.
Tina skriver
Hej Lene
Jeg leder efter en chokolademousse, der kan sprøjtes på en kage som pynt, men som samtidig også kan lægges ind i kagen (mudcake). Har du erfaring med at tage en alm. mousse og sprøjte på – dur det ikke? Hvor stor forskel vil du sige der er i smagen ved hhv cacao og chokolade – er cacaoen bare mildere? Jeg har desværre ikke tid til forsøg så jeg er ude i en satsning her :o)
Mvh tina
Spisestuen skriver
Hej Tina 🙂
Jeg har ikke prøvet at sprøjte med almindelig mousse 🙂
Denne er mildere end en almindelig chokolademousse.
Du kan godt lægge den imellem to bunde, hvis den øverste ikke er for tung, for det er ikke en fast mousse, hvis du forstår, hvad jeg mener, men den holder fint facon, når den sprøjtes ud 🙂
God fornøjelse med din kage. Mudcake er lækkert!
Hilsen Lene
Nicoline Roos skriver
Jeg vil bare sige tak, tak fordi du har valgt at skrive navn på alle billederne, det hjalp mig bare så meget da jeg ville gentage en kage jeg havde lavet for nogle uger siden og ville gentage den men kunne ikke huske hvad denne dejlige side hed. Og så der på billedet der stod det. TAK
Spisestuen skriver
Mange tak Nicoline 🙂 Dejligt du fandt siden igen 🙂
Rigtig god weekend.
Hilsen Lene
Sofie skriver
Hej .
Kan chokolademousse fryses ned ?
Og komme på kagen efter optøning ?
Mvh.
Sofie