Der er blevet efterlyst en opskrift på müslibarer. Jeg har selv med mellemrum kigget efter opskrifter og inspiration. Nu skulle det så være, og jeg har været forbi Modawi.dk og er blevet inspireret til disse.
De smager fantastisk. Jeg har kommet vanille og kanel i. Næste gang tænker jeg, at jeg vil komme lidt kardemomme i også, det kunne godt være rigtig godt. Man kunne godt komme mere tørret frugt i, eller andre nødder og kerner. Det er bare at prøve sig frem, men denne basis er faktisk blevet rigtig god.
Der er lige spist en til en kop kaffe, mens jeg sidder og gør indlægget færdig, og det er godt!
Ingredienser 12 styk
150 g. dadler
2 spsk. kokosolie
1 tsk. vanillepulver
½ tsk. kanel
80 g. mandler – 1½ dl.
80 g. cashewnødder – 1½ dl.
55 g. solsikkekerner – 1 dl.
55 g. græskarkerner 1 dl.
35 g. chia-frø – ½ dl. – kan erstattes af hørfrø
40 g. speltflager – 1 dl.
Kør dadlerne i foodprocessoren først.
Kom kokosolie, vanillepulver og kanel i og kør til det er en ensartet masse.
Kom massen op i en skål og kom resten af ingredienserne i.
Æltes sammen med hånden.
Kom massen i en lille form foret med film, og lad den sætte sig på køl et par timer. Min form måler 14 x 21.
Skæres i ønskede stykker, der pakkes ind enkeltvis i film og opbevares i fryseren. De tør hurtigt.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.